To film kaldet Naza fortæller forskellige historier om krigen i Gaza

To film, én forkortelse

I 2026 kom to dokumentarer under næsten samme navn. Begge tager «Naza» fra IDF’s daglige hebraiske forkortelse for נזק אגבי, נז״א (nezek agavi), følgeskade: tilfældig skade på civile, når et militært mål rammes. Det ordforråd er ikke en tilståelse af hensigt. Efter krigens folkeret må en angriber ramme et lovligt militært mål, også når en vis civil skade ventes, forudsat at angrebet er rettet mod målet, og den tilfældige skade ikke er urimelig i forhold til den forventede militære fordel; en chef forventes også at aflyse eller standse et angreb, hvis det viser sig, at den tilfældige skade ville være urimelig. At vurdere den skade er den måde, en styrke, der holder sig til loven, prøver at holde et angreb inden for de regler. Venedig-filmen behandler ordet som nøglen til et system for massedrab på civile. Den senere israelske film behandler det samme ord som udgangspunkt for en anden fremstilling af, hvordan krigen i Gaza blev ført. Læsere kan se begge og afgøre, hvilket vidnesbyrd og hvilket stof på skærmen de finder mere troværdigt.

Den første film, NAZA, er skrevet og instrueret af de israelske journalister Yuval Abraham og Rachel Szor, tidligere medinstruktører af den Oscar-vindende No Other Land. Den kom sent ind i den officielle konkurrence på den 83. filmfestival i Venedig, havde premiere den 10. september 2026 og vandt to dage senere juryens særlige pris. Festival- og brancheomtale knytter produktionen til Det Forenede Kongerige; The New York Times skrev, at den var samproduceret af The Guardian, og CNN nævnte Jonathan Glazer som executive producer. The New York Times og Breitbart beskrev en film på 80 minutter; The Free Press, CNN, Fox News og The New York Times meldte om 25 minutters stående bifald ved premieren. Modtagelsen på festivalen er ikke omtvistet. Det, de anonyme talere påstår, er.

Den anden film, Naza: Den sande historie, udkom på nettet i begyndelsen af oktober 2026. Et indlæg, der nævnte ophavsmændene, opregnede oberstløjtnant af reserven Roi Danino, Hagai Gutman og Ariel Averbuch. The Jerusalem Post fremstillede værket som en modfilm, «rettet direkte mod at miskreditere påstandene» i Venedig-dokumentaren. Det er ikke en festivaltitel. Den blev lavet for at møde Venedig-filmen på samme grund: ordet «Naza», den israelske militære tale og anklagen om, at måludvælgelsen i Gaza blev en tilladelse til at dræbe civile.

Hvem der taler, og hvordan kameraet bruges

Begge drøftelser af Venedig-filmen vender tilbage til den samme billedopstilling. The Financial Times beskrev Abraham om natten på et tag i Tel Aviv, hvor han tager vidnesbyrd fra folk, hvis ansigter ligger i skygge, med lejlighedsvinduer i indklip. The New York Times meldte om 24 personer beskrevet som israelske efterretningsofficerer og soldater, ikke identificeret, med ændrede ansigter og stemmer. Anmeldere og stills viser talerne som mørke silhuetter. IDF sagde senere, at den ikke kunne efterprøve, hvem de mennesker var. The Jerusalem Post gengav hærens standpunkt: filmen hviler på uverificerbare anonyme vidnesbyrd og indeholder juridiske unøjagtigheder, og det er uddannede militære og juridiske embedsmænd, ikke en algoritme, der træffer beslutninger om angreb og vurderer skade på civile. The New York Times citerede militæret for at bebrejde «anonyme vidnesbyrd fra personer, hvis identitet ikke kan efterprøves».

Den sande historie ændrer vidnelisten, også hvor den står på lignende retorisk grund. The Jerusalem Post rammede den ind som en udtrykkelig gendrivelse. Promoverende indlæg sagde, at den bød på en førstehåndsberetning, der skulle «rette fakta» om krigen mod Hamas. Filmene beder derfor seeren stole på forskellige slags kilde: unavngivne mennesker, hvis grader ikke kan kontrolleres, over for mennesker, som gendrivelsen fremstiller som villige til at tale som chefer og efterretningsofficerer, stadig inden for krigstidens sikkerhedsgrænser. Ingen af formaterne beviser i sig selv en politik for måludvælgelse.

Hvad hver film påstår, og hvad den viser

Abraham og Szors film, som The Free Press, The New York Times, CNN og The Financial Times sammenfatter den, hævder, at civile dødsfald i Gaza ikke var et tilfældigt biprodukt af kampen mod Hamas, men var bygget ind i måludvælgelsen. De interviewede beskrives som folk, der omtaler «Naza»-tal, forventede civile dødsfald knyttet til et mål; brug af overvågning og, i filmens fremstilling, kunstig intelligens; og en proces, hvor hjem og familier var lettere at ramme end terrorister i det åbne. The New York Times skrev, at en taler sagde, at Israel bevidst havde udført angreb, der dræbte 20, 30 eller endog 300 civile, og at der i ét tilfælde blev givet godkendelse til et angreb, der kunne dræbe 500. Det er påstande fremsat foran kameraet af anonyme talere, ikke en rets afgørelser. The Free Press noterede, at chokket over den blotte kendsgerning, at IDF vurderede civile dødsfald før et angreb, ikke i sig selv gør de dødsfald til overlagt drab; at beregne den forventede tilfældige skade er det, som distinktion og proportionalitet kræver.

IDF’s linje, offentliggjort den 1. oktober 2026, svarede offentligt. Indlæg, der cirkulerede den dag, citerede hæren: filmen «fremstiller et forvrænget, vildledende og uoprigtigt billede af IDF’s proces for planlægning af mål og angreb» og henviste læsere til et fuldt skriftligt svar. Tidligere skrev The New York Times, at militæret, som sagde, at det kun havde set uddrag, benægtede at have planlagt, godkendt eller udført et angreb, hvor 500 civile eller et tal tæt på det ventedes dræbt, og sagde, at det havde handlet i overensstemmelse med folkeretten. Forsvarschef, generalløjtnant Eyal Zamir, kaldte filmen et værk af «blodanklager» og «bevidste forvanskninger af virkeligheden». Læsere bør behandle det som institutionens forsvar, ligesom de bør behandle anonymt vidnesbyrd som uverificeret, indtil navne, datoer og angrebsakter kan kontrolleres.

Den sande historie bruger ikke sin spilletid på at procedere hvert Venedig-citat. The Jerusalem Post fremstillede den som et forsøg på at miskreditere Venedig-tesen snarere end at genopføre den. Bykrigsspecialisten John Spencer, der drøftede den samme strid om måludvælgelse, hævdede, at det at beregne, hvor meget følgeskade loven tillader, og derefter prøve at blive inden for den grænse, er det modsatte af en udryddelsespolitik, og at Hamas’ metode at kæmpe fra blandt civile er indrettet til at gøre de lovlige beregninger til et politisk våben. The New York Times skrev, at militæret og israelske kommentatorer også bebrejdede Venedig-filmen, at den ikke anerkendte Hamas’ strategi med at indlejre terrorister og infrastruktur blandt civile. Billeder og åbne interview kan også være selektive. Den bredere strid om hjælp og sult er omtvistet; en ledsagende note på dette sted stiller Hamas og humanitær hjælp over for erobret materiale, og en anden udlægger sultpåstanden.

De moralske kategorier kan ikke byttes om. Den ene film spørger, om et demokratisk militærs målsystem blev en maskine til at dræbe civile. Den anden spørger, om en terrororganisation, der massakrerede israelere den 7. oktober 2023, førte gidsler ind i en tæt by og indlejrede sig blandt ikke-kombattanter, kan bekæmpes uden skade på civile. Hamas er ikke en stat efter krigens folkeret på den måde, Israel er det. Folkeretten binder stadig angriberen til distinktion og proportionalitet. Netop derfor findes «Naza» som stabsjargon, og derfor greb begge film det. Tilfældig skade ved et angreb på et militært mål er ikke den samme handling som det overlagte drab på civile den 7. oktober.

Modtagelse, og hvor hver kan ses

Den officielle israelske reaktion på Venedig-filmen var hård. Kulturminister Miki Zohar sagde, at han ville handle for at fratage instruktørerne statsborgerskab, og talte om forræderi mod staten, ifølge The New York Times og The Jerusalem Post. CNN skrev, at statsminister Benjamin Netanyahu truede med at fratage instruktørerne statsborgerskab. Breitbart citerede ham om filmens optræden i Venedig: «Vi bekæmper global antisemitisk tilskyndelse», og «Når det kommer indefra os, er det simpelthen ubærligt». Yderste højre-demonstranter samlede sig uden for Szors forældres hus. Festivalanmeldere, også i The Financial Times, behandlede filmen som et væsentligt anklageskrift. Det er politiske og æstetiske domme, ikke en kendelse om hvert angreb.

Den sande historie blev på sin side fremstillet både som en kopi og som en gendrivelse. The Jerusalem Post kaldte den en modfilm. Konti på linje med Israel fremmede en gratis visning og brugte vendingen «rette fakta». Et deling fra en regering eller en ambassade er ikke en uafhængig efterprøvning; det er en stat, eller dens venner, der vælger en fortælling.

Venedigs NAZA er en titel til sal og festival. The New York Times noterede en festivalpremiere i USA den 26. september 2026; CNN satte den blandt sæsonens mest omtalte dokumentarer. Det er ikke den gratis visning på dette sted. Den sande historie er den film, dette sted huser. Beslægtede forklaringer om gidslers tilbagevenden og om folkedrabsanklagen står ved siden af for læsere, der vil have dokumenter og ikke bifald. Se begge. Tjek hvem der er navngivet. Tjek hvad hæren offentliggjorde. Døm så billederne, ikke titlen.