Forside / NAZA tilbagevist

NAZA tilbagevist

NAZA, filmen fra 2026 af Yuval Abraham og Rachel Szor, udgivet i samarbejde med The Guardian, præsenterer sig som en dokumentar. Den er skabt for at overbevise. Gennem sprog, interviews og klipning ledes seeren, scene for scene, frem til én på forhånd fastlagt konklusion: at Israel begår folkedrab.

Denne side gennemgår først, hvad de engelske undertekster ændrer i soldaternes ord; derefter det israelske forsvars svar, og hvad journalister, kritikere og officerer fandt; og til sidst vores egen analyse af mere end fyrre scener. For hver scene identificerer vi den påvirkningsteknik, der bruges, med begreber fra neurolingvistisk programmering (NLP). Citater fra filmen er oversat fra hebraisk.

Hvad underteksterne ændrer

De fleste af NAZAs seere taler ikke hebraisk. Deres eneste adgang til soldaternes ord er de engelske undertekster, og flere steder siger underteksterne mere, end soldaten gjorde: Et ord tilføjes, et forbehold udelades, og en vag bemærkning bliver til en klar påstand. Her kræves ingen fortolkning. Når de talte ord sammenholdes med ordene på skærmen, stemmer de ikke overens.

  1. Sagt på hebraisk
    »Følelsen er, at det er det, der skal gøres.«
    Engelsk undertekst
    The sense in Israeli society is that that’s what we should do.

    Soldaten taler om en følelse, ikke mere end det. Underteksten tilskriver hele det israelske samfund den følelse, så en seer i udlandet hører om en nation, der ønsker dette gjort.

    Fundet af vores team i filmen

  2. Sagt på hebraisk
    »Ahmed og hele hans familie.«
    Engelsk undertekst
    Ahmed and his family will die.

    Soldaten peger på en lejlighed på sin skærm og fortæller, hvem der bor der. Underteksten tilføjer, at de vil dø.

    The Times of Israel

  3. Sagt på hebraisk
    »Der var en godkendelse på sådan noget som 500 for én person.«
    Engelsk undertekst
    There was approval once to kill 500 for one human target.

    Soldaten tager et forbehold og siger aldrig »dræbe«. Underteksten udelader forbeholdet og tilføjer, at der er tale om at dræbe. Det er denne påstand, filmen brugte i sin trailer.

    The Times of Israel

En seer, der ikke taler hebraisk, har ingen mulighed for at opdage det. Filmens mest vidtgående udsagn når publikum i udlandet med ord, soldaterne ikke sagde.

Hvad IDF sagde

IDF har flere gange svaret på filmen: først ved premieren i Venedig, dernæst om påstanden i traileren og til sidst i et skriftligt svar på ti sider. Filmskaberne havde ikke forelagt IDF deres anklager før udgivelsen og udleverede heller ikke en kopi af filmen, da IDF bad om det. Udtalelserne gengives, som de blev offentliggjort.

  1. IDF afviser på det kraftigste anklagerne i denne film. Filmen bygger på anonyme vidneudsagn fra personer, hvis identitet ikke kan verificeres. Det kan heller ikke verificeres, om de har gjort tjeneste i IDF, i hvilken funktion, eller om de har været involveret i de forhold, som anklagerne vedrører.

    IDF's talsmandsenhed X · Israel Defense Forces

  2. Det er fuldstændig forkert. IDF har aldrig planlagt, godkendt eller gennemført et angreb i Gaza, hvor man forventede, at 500 civile eller noget i nærheden af det antal ville blive dræbt. Der er heller ikke under hele krigen fremsat nogen troværdig påstand om, at et IDF-angreb skulle have kostet noget i nærheden af så mange mennesker livet. Filmskaberne kunne umuligt verificere denne påstand, der findes ingen reel dokumentation for den, og alligevel offentliggjorde de den.

    IDF's talsmandsenhed om påstanden om 500 civile X · Israel Defense Forces

  3. Påstandene i markedsføringsmaterialet er unøjagtige, og nogle af dem fremstilles på en fordrejet og vildledende måde uden forbindelse til virkeligheden på stedet. For at muliggøre en saglig, faglig og faktabaseret diskussion frem for en diskussion baseret på vildledende fremstillinger opfordrer jeg filmskaberne til at lade repræsentanter for IDF se hele filmen, så vi kan forholde os konkret til hver enkelt af de anklager, den rejser.

    Brigadegeneral Effie Defrin, IDF's talsmand Jewish News

  4. I de citerede uddrag fremsættes der påstande om national og militær strategi, som soldater på lavere niveauer tydeligvis ikke har indsigt i. Beslutninger om udvælgelse og godkendelse af angreb i IDF træffes udelukkende af mennesker i overensstemmelse med IDF's retningslinjer og ikke af kunstig intelligens.

    IDF's talsmandsenhed Ynet

  5. Ud fra det, der hidtil er offentliggjort, er dette hverken en film, der fremsætter kritik af IDF, eller et forsøg på at finde frem til sandheden. Den bygger på beskyldninger om ritualmord, bevidste fordrejninger af virkeligheden og alvorlige, falske anklager mod IDF's soldater og befalingsmænd.

    Generalløjtnant Eyal Zamir, IDF's generalstabschef Al-Monitor

  6. Filmen »NAZA« tegner et fordrejet, vildledende og uredeligt billede af IDF's proces for planlægning af mål og gennemførelse af angreb. Filmens fortælling bygger på væsentlige faktuelle fejl, der udspringer af en fordrejet og manipulerende fremstilling af virkeligheden.

    IDF's talsmandsenhed, skriftligt svar IDF Spokesperson's Unit

IDF's skriftlige svar, påstand for påstand

Den 1. oktober 2026 offentliggjorde IDF et ti sider langt svar. Her skriver IDF, at filmen består af vidneudsagn fra anonyme personer, der generelt beskriver erfaringer fra en begrænset, indledende fase af en proces med mange flere trin. Filmen udelader ifølge IDF sammenhæng, som er afgørende for at forstå krigen, og forstærker forvrængningen gennem manipulerende klipning og hentydninger til historiske grusomheder.

Svaret begynder med titlen. NAZA er den hebraiske forkortelse for nezek agavi, utilsigtede følgeskader, et fagudtryk, som bruges af alle militære styrker, der overholder loven. »Paradoksalt nok fremstiller filmen den ekstraordinære indsats og grundighed, som IDF lægger i at vurdere sådanne skader ved angreb, som bevis på ligegyldighed over for civile liv. I virkeligheden er det et folkeretligt krav at vurdere den forventede skade på civile ved angreb.« Militære chefer bruger vurderingen til at afgøre, om et angreb er lovligt, indføre yderligere forholdsregler, ændre planen eller aflyse angrebet.

IDF Spokesperson's Unit

Tre mangler ved filmens tilblivelse

  1. 01
    Vidner udtaler sig om forhold uden for deres vidensområde

    De interviewede beskrives som efterretningspersonel. Deres beretninger vedrører de tidlige faser af efterretningsarbejdet, ikke planlægningen og godkendelsen af angreb, som hører under de operative enheder. Et foreløbigt skøn over antallet af civile nær et mål er ikke det endelige skøn, som et angreb blev gennemført på grundlag af: At rette angrebet mod en del af målet, ændre våben eller tidspunkt samt evakuering efter varsler kan ændre skønnet markant. Fagligt uafhængige juridiske rådgivere gennemgår angreb, og under krigen begrænsede eller ændrede militære chefer angreb, sendte angrebsplaner tilbage til fornyet behandling eller afviste dem på grund af forventet skade på civile.

  2. 02
    Ingen efterprøvning

    Ud over anonyme beretninger henviser filmen ikke til direktiver, dokumentation eller anden underbyggende evidens. Ingen af de omtalte angreb identificeres med mål, dato, sted eller tabstal, så seerne kan ikke efterprøve dem. I strid med almindelig journalistisk praksis forelagde filmskaberne ikke deres beskyldninger for IDF før offentliggørelsen.

  3. 03
    Væsentlig sammenhæng udeladt

    Filmen tillægger kun ringe vægt til massakren den 7. oktober, som forklarer truslen fra Hamas og Israels beslutning om at gå i krig; til Hamas' placering af terrorister, våben og infrastruktur i og under hospitaler, FN-faciliteter, skoler og moskéer og brug af civil påklædning under kamp; og til de tiltag, der blev iværksat for at beskytte civile: aflyste angreb, en enhed til begrænsning af skade på civile, som udsendte varsler og fulgte civiles tilstedeværelse, uafhængige juridiske rådgivere samt mere end 3.9 millioner ton fødevarer bragt ind i Gaza siden oktober 2023.

Filmens påstande og IDF's svar

  1. Filmen
    Der var givet tilladelse til, at 500 civile kunne blive dræbt i ét angreb.
    IDF
    IDF har aldrig planlagt, godkendt eller gennemført et angreb i Gaza, hvor det var forventet, at 500 civile eller tilnærmelsesvis så mange ville blive dræbt. Ingen har fremsat en seriøs påstand om, at noget angreb medførte et dødstal i nærheden af det. Filmskaberne tog påstanden med i traileren, selv om de ikke kunne have verificeret den.
  2. Filmen
    Lavere rangerende terrorister kunne angribes med op til 20 forventede civile ofre, højtstående ledere med 200.
    IDF
    Påstanden forveksler en grænse for, hvilket niveau der skal godkende et angreb, med en tilladelse til at angribe, og en database med en målliste. Grænsen afgør kun, hvem der må godkende et angreb; den angiver ikke et tilladt antal dødsfald, og enhver militær chef skal stadig vurdere proportionaliteten i hvert enkelt angreb. Krav om godkendelse på højere niveau ved bestemte antal forventede ofre er almindelige i vestlige militære styrker. Der har aldrig eksisteret en grænse på 200.
  3. Filmen
    Lavender er en liste over mennesker, der skal dræbes.
    IDF
    Lavender er en database, der sammenholder efterretningskilder for at holde oplysninger om terrorister ajour. At en person er registreret i databasen, gør ham ikke til et mål og giver slet ikke tilladelse til et angreb.
  4. Filmen
    NAZA-opgørelsen skelner ikke mellem voksne og børn.
    IDF
    Det er netop, hvad den humanitære folkeret kræver: En civil er en civil uanset alder, og intet civilt liv er mindre værd. Under hele krigen fik tilstedeværelsen af civile, især børn, militære chefer til at aflyse, udsætte eller ændre planerne for angreb.
  5. Filmen
    Civile dødsfald blev aldrig undersøgt efter angreb.
    IDF
    Flere IDF-enheder gennemgår resultaterne af angreb, herunder meldinger om skade på civile. De interviewede tilhørte ikke disse enheder. Gennemgangene førte til evalueringer af hundredvis af hændelser, og den øverste militære anklagemyndighed afgør, om der skal indledes strafferetlig efterforskning.
  6. Filmen
    Kunstig intelligens genererede titusindvis af mål, som blev angrebet.
    IDF
    Kunstig intelligens afgør hverken, om en genstand eller en person er et mål, eller om et mål skal angribes. Menneskelige analytikere identificerer mål efter fastlagte procedurer; en bemyndiget efterretningsofficer godkender dem; og en mere omfattende planlægningsproces munder ud i en operativ chefs beslutning i overensstemmelse med folkeretten. Dataværktøjer hjælper kun analytikerne med at sammenholde de oplysninger, de allerede har indsamlet.
  7. Filmen
    Soldater skød mod civile nær nødhjælpsuddelingssteder.
    IDF
    IDF's direktiver forbyder angreb på civile. Ved uddelingsstederne tillod reglerne for magtanvendelse kun beskydning af terrorister og mistænkte, der udgjorde en umiddelbar trussel. Uddelingsstederne lå i en krigszone, hvor terrorister bevidst blandede sig med menneskemængden. Efter tragiske hændelser blev der gennemført evalueringer og etableret adgangsveje, skiltning og afspærringer, og særlige hændelser blev henvist til generalstabens undersøgelsesmekanisme.
  8. Filmen
    Bygninger blev bombet »ifølge algoritmen«, selv om en fjerdedel af beboerne stadig var der, fordi de var blevet advaret.
    IDF
    En algoritme har aldrig afgjort, om et angreb skulle gennemføres. Et angreb tager udgangspunkt i et militært mål; uden et sådant planlægges intet angreb, uanset antallet af civile. En advarsel giver aldrig lov til at se bort fra civile, der bliver tilbage. Hvor Hamas omdannede grupper af bygninger til kampstillinger, skulle hver bygning stadig udpeges særskilt som mål, og angrebet skulle bestå en proportionalitetsvurdering.
  9. Filmen
    En opfattelse bredte sig i IDF om, at der ikke findes civile i Gaza, som står uden for konflikten.
    IDF
    Sondringen mellem kombattanter og civile er indskrevet i alle IDF's direktiver om måludvælgelse. Én interviewpersons oplevelse repræsenterer hverken IDF, dets chefer eller dets ordrer og afspejler heller ikke de varsler, den omhyggelige planlægning og de aflyste angreb, som omsætter denne sondring til praksis.
  10. Filmen
    En interviewperson blev spurgt, om dette var folkedrab, og svarede ja.
    IDF
    Beskyldningen er skandaløs og grundløs. At bede personer, som ikke er eksperter og ikke deltog i beslutninger på kommandoniveau, om deres personlige syn på et juridisk begreb er manipulerende og irrelevant. Folkedrab kræver en særlig hensigt om at ødelægge en gruppe, og en sådan hensigt har aldrig eksisteret. Krigens mål var at nedkæmpe Hamas og få gidslerne hjem; IDF udsendte varsler, aflyste angreb og lettede adgangen for nødhjælp for at beskytte netop den befolkning, som filmen hævder, at IDF ville ødelægge.

»Krigens tragiske følger retfærdiggør ikke, at man fordrejer kendsgerningerne. En seriøs diskussion af skade på civile kræver en seriøs redegørelse for, hvordan beslutningerne faktisk blev truffet. Det er netop, hvad filmen ikke leverer.«

Hvad kritikerne fandt

Journalister, kritikere, officerer og juridiske eksperter i Israel og udlandet har undersøgt filmen og offentliggjort deres konklusioner. Flere af de skarpeste vurderinger kom fra skribenter, som er imod Israels regering og har kritiseret hærens krigsførelse. Deres udtalelser gengives, som de blev offentliggjort, om nødvendigt i oversættelse, med et link til hver originalkilde.

Intet, der kan efterprøves

Filmens argumentation bygger på anonyme stemmer. Der oplyses ingen navne, enheder, datoer, steder eller konkrete angreb, så ingen af dens påstande kan bekræftes eller afkræftes.

Som journalist tror jeg ikke, jeg ville have bragt det her. For du fremlægger ingen dokumentation for de meget, meget alvorlige ting, de beskriver. Vi kender hverken deres navne eller deres enheder, så vi kan vide, om de faktisk havde adgang til de oplysninger, de taler om.

Raviv Drucker, undersøgende journalist, Channel 13, til Yuval Abraham Jewish News

Ingen af påstandene er underbygget af andre kilder – manglen på datoer, navne og konkrete detaljer ud over det, de interviewede husker, giver desværre kritikerne en åbning.

Gal Beckerman, ledende redaktør The Atlantic

Filmskaberne gav ikke den anklagede part – i dette tilfælde Israels forsvar – mulighed for at svare inden offentliggørelsen, sådan som det er normal praksis.

Emanuel Fabian og Nurit Yohanan, korrespondenter med ansvar for henholdsvis militære og arabiske forhold The Times of Israel

Netop her ligger filmens journalistiske problem. Dens argumentation bygger udelukkende på anonyme udtalelser.

Richard C. Schneider, tidligere chef for ARD's kontor i Tel Aviv Neue Zürcher Zeitung

I NAZA er ikke engang ét af de fem hv-spørgsmål besvaret.

Baruch Kra, undersøgende journalist Walla! News

En offentlig retssag i bedste antidemokratiske tradition (Mussolinis eller Stalins, vælg selv). Anklagere: skjulte ansigter. Sagsfremstilling: en montage af uddrag fra udtalelser. Forsvarsadvokater: ingen. Tredjeparter: ingen. Retsformand: tilskuermængden ved retssagen. Dom (automatisk): skyldig.

Historikeren Michele Sarfatti, citeret af Pierluigi Battista Il Foglio

Ord lagt i munden på vidnerne

Det ene »ja« til folkedrab, der vises i filmen, er et svar på interviewerens eget spørgsmål.

Bemærk, at den interviewede ikke siger det direkte; han bekræfter derimod vurderingen, efter at Abraham har lagt ordet i munden på ham med sit spørgsmål. Journalistisk set er det et ledende spørgsmål.

Tim Caspar Boehme, kulturredaktør taz

Kun én af de interviewede bruger ordet, og kun på opfordring fra en af filmskaberne, Yuval Abraham. Men jeg hørte ingen tale om hensigt i disse samtaler, faktisk heller ikke noget egentligt had eller ønske om at dræbe.

Gal Beckerman, ledende redaktør The Atlantic

Én af de 24 anonyme soldater og reservister, der indvilligede i at tale foran deres kamera, bliver spurgt, om han mener, at Israel begår folkedrab, og han svarer »ja«. Hvad svarede de godt 20 andre interviewede, da de fik dette spørgsmål? Det er åbenbart ligegyldigt.

Yishai Kitchels, filmanmelder Israel Hayom

Hvad tallene faktisk betyder

Officerer, der har arbejdet i systemet, forklarer, at et NAZA-tal afgør, hvem der skal godkende et angreb, og hvad der skal gøres for at begrænse skaderne. Det er ikke en tilladelse til at dræbe det pågældende antal mennesker.

NAZA 20 var ikke en tilladelse til at dræbe 20 mennesker. Det var en klassifikation, der blev brugt til at sende et foreslået angreb gennem den relevante vurderings- og godkendelsesproces.

Oberstløjtnant af reserven Yair Miron, den militære efterretningstjeneste yairmiron.com

Når ordene »NAZA 500 – utilsigtede skader anslået til 500« optræder i godkendelsesprocessen, betyder det, at der skal træffes foranstaltninger for at begrænse de utilsigtede skader.

Oberstløjtnant af reserven Sarit Zehavi, medstifter af IDF's enhed for varsling af civile The Times of Israel

At notere de utilsigtede skader betyder ikke, at vi automatisk vil angribe. Tværtimod er idéen at identificere risiciene, så vi kan overveje, hvordan vi kan forebygge eller begrænse dem.

Oberstløjtnant af reserven Sarit Zehavi, medstifter af IDF's enhed for varsling af civile JNS

Jeg havde ansvaret for at planlægge og gennemføre tusindvis af angreb. Jeg stødte aldrig på et sådant tal, ikke engang noget i nærheden. Jeg kan sige med absolut sikkerhed: Ingen sådan operation blev godkendt.

En oberst af reserven, jagerpilot og tidligere chef for Ramat David-luftbasen, om påstanden om 500 Jüdische Allgemeine

Den kritik, jeg hørte indefra igen og igen, var ikke, at flyvevåbnet var for ivrigt. Det var, at det var for forsigtigt.

Avi Lewis, reservist i flyvevåbnets planlægnings- og operationsafdeling The Times of Israel

Hvis alle disse hensynsløse myrderier fandt sted, hvorfor afspejles de så ikke i Gazas egne tal?

Kyle Smith, filmanmelder og klummeskribent The Wall Street Journal

Hvad filmen udelader

Den 7. oktober, gidslerne, Hamas' krigsførelse fra boliger, hospitaler og tunneler samt varslingerne og de aflyste angreb er stort set fraværende.

Det, der bragte denne krig til Gaza – Hamas' massakre og gidseltagning den 7. oktober 2023 – ligger stort set uden for billedet.

Omer Shem Tov, holdt som gidsel af Hamas i 505 dage The Wall Street Journal

Hvis en israelsk bombe dræbte mig, ville Hamas vinde dobbelt: Jeg ville være død, og Israel ville bære ansvaret.

Omer Shem Tov, holdt som gidsel af Hamas i 505 dage The Wall Street Journal

Der findes omfattende og overbevisende dokumentation for, at Hamas bruger civile som menneskelige skjolde.

Raviv Drucker, undersøgende journalist Haaretz

Hamas' asymmetriske krigsførelse, det omfattende tunnelsystem og brugen af tætbefolkede områder til militær infrastruktur behandles næsten ikke. Filmen nævner heller ikke, at civile tab selv efter den humanitære folkeret kan accepteres under helt bestemte betingelser.

Richard C. Schneider, tidligere chef for ARD's kontor i Tel Aviv Neue Zürcher Zeitung

Én kendsgerning er særlig svær at forene med billedet af et militær, der er ligeglad med civile liv: Israel advarede gentagne gange Gazas indbyggere før større operationer og angreb.

Arie Blitz Washington Examiner

De beregner, hvor store utilsigtede skader et angreb vil medføre, sådan som loven kræver, og træffer flere forholdsregler for at begrænse dem, end nogen nogensinde har gjort i historien.

John Spencer, forsker i bykrig Breitbart

Ingen uafhængig efterprøvning

The Guardian offentliggjorde de undersøgelser, filmen bygger på, og producerede filmen. Instruktøren sagde, at han ikke havde efterprøvet alle sager.

Intet navn, ingen rang, ingen enhed, ingen dato. The Guardian offentliggjorde de undersøgelser, filmen bygger på, producerer den, og en af avisens journalister hjalp med klipningen.

En Holocaustoverlever og 28 offentligt kendte personer i et åbent brev Alliance

Da den israelske undersøgende journalist Raviv Drucker i et interview spurgte, om han havde forsøgt at få de anonyme israeleres påstande bekræftet, erkendte Abraham, at han ikke havde efterprøvet alle de sager, der lå bag påstandene om civile dødsfald i stort omfang.

Adam Levick, medredaktør på CAMERA UK JNS

I det øjeblik man laver en film om, hvordan hæren forsøgte at fastslå forholdet mellem terrorister og civile ofre, har man allerede fuldstændig undergravet argumentet om folkedrab.

Yossi Klein Halevi, Shalom Hartman Institute Il Foglio

Utilsigtede skader er per definition skader på mennesker, der ikke var målet. Folkedrab kræver det modsatte: en specifik hensigt om at tilintetgøre et folk. Filmen kan ikke hævde begge dele på én gang.

Avi Lewis, reservist i flyvevåbnets planlægnings- og operationsafdeling The Times of Israel

Ekkoet af nazismen

Kritikere på tværs af det politiske spektrum bemærkede, at titlen var valgt på hebraisk frem for engelsk, og hvad den minder om i klangen.

For alle andre, der støder på ordet, kan det fremstå som en forvreden sammensmeltning af Gaza og nazi eller i det mindste lede tankerne hen på gaskamre. Det forekommer mig ikke at være tilfældigt.

Gal Beckerman, ledende redaktør The Atlantic

Deres sproglige valg af et akronym, der ligger så tæt på ordet »nazi«, frem for den gængse engelske betegnelse, var ikke tilfældigt.

Adam Levick, medredaktør på CAMERA UK JNS

Kort fortalt

  1. Før visningen

    Lukkede visninger for små, udvalgte publikummer og massiv pressedækning af en film, som offentligheden endnu ikke kunne se, skabte et informationstomrum. Seerne fyldte det med deres egen frygt og mødte op med en forståelsesramme, der allerede var formet af dækningen.

  2. I filmen

    Hver scene bruger et påvirkningsgreb: hypnotisk sprog, udeladt kontekst, omfortolkning, ladede spørgsmål, visuelle og lydlige ankre, en sammenpresset tidslinje og en indplantet Holocaust-analogi. Det hyppigste greb er det bratte klip fra soldater, der beskriver bombardementer i Gaza, til oplyste altaner og stuer i Tel Aviv.

  3. Intervieweren

    Yuval Abraham, der også er medinstruktør, stiller ikke neutrale spørgsmål. Han afbryder, giver soldaten pen og papir, insisterer på ladede definitioner (»Er en baby NAZA 1?«), sætter tal i en ny ramme (»500 er en lille by i Israel«) og gør skylden til en del af soldatens identitet (»Du har allerede været med til det«).

  4. Holocaust som fortolkningsramme

    Sent i filmen knyttes Holocaust-symboler (mindesirenen, en hyldest til Claude Lanzmann, et lokomotiv, jernbanespor, røg) til nutidens Gaza. Gennem sin egen erindring fremstilles den jødiske stat som en stat, der begår et holocaust.

  5. Dokumentationen

    Andenhåndsberetninger præsenteres som fakta: Soldaten, der beskriver hunde, som spiser lig, siger, at han ikke selv så det. Massegrave beskrives med ord uden optagelser. Kvinder, børn og ældre er næsten fraværende i billederne. At kroppe falder »oven på hinanden« under beskydning fra en snigskytte på lang afstand, stemmer hverken med ballistik eller menneskelig adfærd.

Før visningen

Hvis de skjuler det for os, må det være den rene sandhed, som magthaverne er bange for, at vi skal se.

Den indirekte forestilling, som begrænset adgang planter hos publikum

Lanceringen påvirkede publikum allerede før det første billede. Små, lukkede visninger og intens omtale af en film, som ingen endnu kunne se, skabte nysgerrighed, en følelse af hemmelig viden og en fast fortælling i offentligheden.

En film, man ikke kunne se

NAZA blev vist for små forsamlinger, mens interviews, tv-indslag og artikler omtalte en film, som offentligheden endnu ikke kunne se.

Undergrundens aura
Deltagerne bliver en hemmelig elite med adgang før alle andre. Resten hører om filmen og venter, og ventetiden efterlader et tomrum, som de fylder med det værste, de kan forestille sig. Hvert tal og hver anklage vokser, før nogen har set et eneste billede.
Titlen
Filmen hedder NAZA, den hebraiske militære forkortelse for nezek agavi, kollaterale skader, frem for den engelske betegnelse. Forkortelsen lyder også som et arabisk navn.

Tomrumseffekten

Medierne taler intenst om en film, som endnu ikke kan ses.

Behovet for afklaring
Sindet har svært ved uvished. Når en film bliver omtalt, men ikke kan ses, opstår der et informationstomrum.
Projektion drevet af frygt
Tomrummet fyldes med bekymringer frem for fakta. Fantasien giver anklagen retning, før et eneste billede er blevet vist.

Forbuden frugt og kunstig knaphed

Adgangen holdes begrænset, mens omtalen vokser.

Nægtet adgang som bevis
Når adgangen bliver nægtet, slår forestillingen rod om, at det skjulte må være sandt. Tilskuerne i salen føler sig moralsk og intellektuelt hævet over mængden, og tvivl på filmen ville koste dem tilhørsforholdet til den oplyste gruppe.
Den eksklusive lancering
En lancering i små doser driver efterspørgslen op, ligesom når en modekollektion udbydes i begrænset antal. Hvert nyhedsindslag om »filmen, der skaber storm, men ikke bliver vist« giver gratis eksponering, som ikke kan købes for penge.
Forhåndsindramning i offentligheden
Når filmen endelig når et bredt publikum, er seerne allerede indstillet på at lede efter det, nyhederne har fortalt dem, frem for at undersøge filmen kritisk.

Filmens indledning

Hvis jeg giver et interview, hvor man kan se mit ansigt, sætter Israel mig i fængsel for at afsløre dem.

En soldat på taget i filmens første vidneudsagn

I de første minutter erklærer filmen sig som dokumentar, trækker på det velkendte billede af den israelske efterretningstjeneste, bryder seerens forventningsmønster med et klip til mørke og fremstiller staten Israel som en forfølger.

En ramme af autoritet

Filmen åbner med en erklæring om, at den er en dokumentar, og at ansigter er sløret for at forhindre identifikation. Derefter klippes der til en gammel sort-hvid film om det israelske militærs efterretningskorps.

Forhåndsindramning
Før noget indhold bliver vist, får seeren at vide, at det følgende er dokumenterede kendsgerninger, som er så farlige, at dem, der deler dem, frygter for deres liv. Rammen bringer på forhånd den indre kritiker til tavshed: En dokumentar bliver opfattet som fakta frem for som en bevidst udformet politisk fortælling.

Effekten af en hemmelig afsløring

Nostalgiske arkivoptagelser af elever i uniform, der lærer arabisk grammatik (»det arabiske udsagnsord«), efterfulgt af et brat klip til en soldat, der bekender i mørket.

Tilpasning til en arketype
Vestlige seere kender billedet af det sofistikerede israelske efterretningsapparat fra serier som Fauda og Tehran. Filmen lægger sig først op ad dette velkendte, næsten uskyldige billede og fører derefter seeren væk fra det.
Årsag og virkning for et udenlandsk publikum
Lærerens ord »udsagnsord« bliver et anker, som klipningen knytter til et digitalt system, der beregner død. Israels sprog og undervisning fremstilles som fundamentet for et koldt tilintetgørelsessystem.
Mønsterbrud
Klippet fra et lyst klasseværelse til totalt mørke flytter på et øjeblik seeren fra historietime til konspirationsthriller og gør vedkommende klar til at opfatte det følgende som afslørede hemmeligheder.

Frygt for staten

På taget siger intervieweren: »Du kan se byen, og byen kan ikke se dig.« Kameraet ser ned over Tel Aviv.

Staten omfortolkes som fjenden
Israel fremstilles som en magt, der forfølger dem, der udtaler sig, frem for som et demokrati, der beskytter sine hemmeligheder, sådan som alle stater gør.
Big Brother-metaforen
Den vage, hypnotiske sætning skaber distance og en ildevarslende følelse af magt. Tel Aviv bliver en blind, ligeglad by neden for dem, der afgør liv og død.

Interviewet på taget

De siger ikke, at femten mennesker vil blive dræbt. De siger NAZA 15.

En soldat beskriver systemet til måludvælgelse

Intervieweren tager styringen i samtalen, gør en tegneøvelse til omdrejningspunkt for opmærksomheden og leder soldaten fra en teknisk betegnelse til det ord, der har størst følelsesmæssig vægt: baby.

Blyant og papir

Soldaten begynder at beskrive brugerfladen til måludvælgelse i abstrakte vendinger. Intervieweren afbryder: »Prøv lige at tegne det, det hjælper os«, og rækker ham papir og en blyant.

At tage styringen
Med myndige håndbevægelser tilpasser intervieweren sig soldatens rytme og befæster samtidig sin egen autoritet. Han styrer samtalen.
Indsnævring af opmærksomheden
En lille motorisk opgave trækker soldatens og seerens opmærksomhed ind i ét snævert billede. Den, der accepterer én instruktion, har lettere ved at acceptere den næste, og instruktionen her er at tage oplysningerne til sig uden at undersøge dem.
Nominalisering og gentagelse
»NAZA 20, NAZA 20, NAZA 20 blev pludselig en målestok« fungerer som et mantra. En militær betegnelse, hvis formål i vestlige hære er at begrænse og måle skader på civile, omfortolkes til et redskab til umenneskeliggørelse.

Babyeffekten

I en kort og presset ordveksling insisterer intervieweren på at få præciseret, hvordan babyer tælles med.

Interviewer
Skelner man inden for NAZA mellem for eksempel børn og babyer?
Soldat
Nej! Det gør man ikke!
Interviewer
En baby er NAZA 1?
Soldat
Ja!
Direkte suggestion
Intervieweren bringer et af de mest følelsesladede ord på noget sprog ind i samtalen og leder soldaten til at bekræfte lighedstegnet: IDF tæller babyer som tal i et computerprogram. Det næste skridt, sammenligningen med nazisterne, der reducerede jøder til numre, overlades til seeren.
Udeladelse af kontekst
Den hurtige ordveksling fjerner den kontekst, seeren har brug for til at vurdere udsagnet. I virkeligheden tæller systemet civile menneskeliv for at sætte grænser for de militære chefer, så det militære mål nås, samtidig med at uskyldige så vidt muligt skånes.

500 for én person og en lille by

Soldaten siger: »Der var en godkendelse på sådan noget som 500 for én person«, altså en godkendelse til at dræbe 500 civile for at ramme én mand. Intervieweren svarer: »500 er en lille by i Israel.«

Simpel udeladelse
Hvornår, hvor og hvem var personen: en topterrorist som Sinwar eller Mohammed Deif i et underjordisk anlæg? Hvilken skade blev afværget? Intet af det bliver fortalt.
Omfortolkning af tallet
Intervieweren flytter tallet fra et angreb i Gaza til udslettelsen af et israelsk lokalsamfund for at skabe chok og identifikation hos den israelske seer.

»Som et computerspil«

Soldaten siger: »Det er som et computerspil … fordi det hele foregår på afstand.«

Kompleks ækvivalens
To forskellige ting sidestilles: Et system, der betjenes på afstand, er lig med et spil, og dermed er enhver soldat moralsk ligeglad. Filmen udelader, at afstand er en operativ nødvendighed i enhver moderne hær og ikke i sig selv er bevis for noget.

Vinduerne i Tel Aviv

Jamen, du har jo allerede været med til det.

Intervieweren, der placerer skylden hos soldaten

Her viser filmens karakteristiske greb sig: det bratte klip fra bombardementer i Gaza til oplyste vinduer i Tel Aviv. Det går igen gennem hele filmen og gør almindeligt israelsk hverdagsliv til et bevis på ligegyldighed.

Gaza på lydsporet, Tel Aviv på skærmen

Soldaten beskriver bombardementer af »et helt kvarter« inden for store radier. Stilhed, dramatisk musik, og kameraet kigger ind i boliger i Tel Aviv: en mand med en fjernbetjening, mennesker i en sofa.

Ændring af submodaliteter
Sindet bevæger sig fra fjerne, farveløse oversigtsbilleder af Gaza til nære, intime, farverige billeder af dagligstuer i Tel Aviv.
Kombineret prægning
Mens ordene beskriver en bygning, der bliver sprængt i luften, ser øjet en oplyst bygning i Tel Aviv. Den israelske seer mærker faren i sin egen dagligstue; den udenlandske seer lærer, at israelere lever et roligt og bekvemt liv, mens de udsletter kvarterer i nærheden.

Identitetsfælden

Soldaten forsøger at tage afstand: »På et tidspunkt kunne jeg ikke mere … Jeg kan ikke være med til det her.«

Interviewer
Jamen, du var jo med til det.
Soldat
Hvad?
Interviewer
Jamen, du har jo allerede været med til det.
Skyld på identitetsniveau
Intervieweren siger ikke »du gjorde noget forkert« (adfærd), men »det er sådan, du er nu« (identitet), det dybeste forandringsniveau. For at lette denne skyldfølelse fortsætter soldaten med stadig mere ekstreme vidneudsagn. Derefter fuldender endnu et klip til Tel Avivs altaner forankringen.

Frokost på Ibn Gabirol

En soldat fortæller, at han mellem angrebene gik ud for at spise på Ibn Gabirol-gaden eller mødtes med venner.

En uudtalt ligestilling
En spisepause er rutine på enhver arbejdsplads, også i militæret. Klipningen leder frem til en konklusion, som aldrig bliver sagt højt: Den, der kan spise en hamburger og vende tilbage til planlægningen af et angreb, er psykopat.
Udeladt kontekst
Det er værnepligtige på lange vagter i et komplekst operativt system. At opretholde en rutine er en nødvendig forsvarsmekanisme for mennesker under pres.

Gidsler, altaner og eliter

Fra beretningen om Ibn Gabirol klipper filmen til teksten »Vi venter alle på jer« sammen med gidselsymbolet, demonstrationerne i Tel Aviv (»Få dem hjem nu«) og derefter mennesker, der danser på en altan. Soldaten taler om »samfundets eliter« og siger: »De sælger det til dig som noget meget prestigefyldt.«

En splittet prægning
Den samme by frembringer både de »ligeglade« soldater, der spiser på Ibn Gabirol, og folkemængderne, der råber på at få gidslerne hjem. Sammenstillingen retfærdiggør stiltiende, at gidselplakater rives ned, og forstærker anklagen om krigsforbrydelser.
Ankerkollaps
Demonstrationens brøl skruer op for følelserne; straks efter følger dans på en altan. Sammenstødet mellem to stærke ankre vækker afsky: Israelere græder over deres gidsler, men danser og spiser, mens deres hær udsletter Gaza. Et samfund, der lever i traumets skygge, fremstilles som moralsk afstumpet.
Et spring til klasseidentitet
Restaurantbesøg kobles til »eliter«, »centrum-venstre« og »høj socioøkonomisk status«. Militære handlinger fremstilles som udsprunget af en mæt og distanceret samfundsklasse, et ekko af den gamle løgn om jøder som en elite, der styrer verden.
Ingen bliver nævnt ved navn
»De sælger det til dig«: Hvem er »de«? Når aktøren udelades, opstår en usynlig, manipulerende magt, og det åbne spørgsmål holder seeren klar til at acceptere det svar, filmen giver til sidst.

Historie og udslettelse

Vi satte rekord. Vi fik sat ild til et hus på otte minutter.

En soldat, der høres, mens kameraet viser en kvinde på et løbebånd

Filmen lader 1948 smelte sammen med nutiden, låner autoritet fra israelsk tv og stiller beretninger om afbrænding af huse over for scener fra et roligt civilt hverdagsliv. Spørgsmålene er udformet til at fremkalde de svar, filmen har brug for.

Tidslinjer smelter sammen

Tel Aviv vokser frem af sandet i 1920, derefter 1940, så teksten: »Gaza og Tel Aviv ligger kun 60 km fra hinanden … Gazas indbyggere kom fra landsbyer, der blev rykket op med rode i 1948.«

Den skjulte antydning
Klipningen skaber en forbindelse mellem 1920 og i dag. En moderne park i Tel Aviv forbindes med begivenhederne i 1948, og seeren drager den slutning, at Tel Aviv er bygget på Gazas ruiner.

Traktorer og droner

Kameraet zoomer ind på et enkelt gammelt hus i Tel Aviv, klipper til sort-hvide optagelser af en traktor, der river bygninger ned, og derefter til en soldat, der siger, at Israels forsvar (IDF) jævner huse i Gaza med jorden.

Associativ forankring
Fortidens traktor og nutidens drone bliver til ét billede. Nutidens kampe kobles til de følelser, fortællingen om 1948 vækker.

Rengøringens sprog

Soldaten bruger udtryk som »jævne med jorden«, »arbejdede stribe for stribe«, »gøre dem rene« og »synes du, det ser rent ud?«.

Steril indramning
Ord om rengøring skaber distance for den, der taler, men får ham til at fremstå umenneskelig for lytteren. Indsatsen mod en underjordisk terrorinfrastruktur omfortolkes til rensning, som seeren opfatter som etnisk udrensning.

Israelsk tv som vidne

Gennem et vindue ses en israelsk nyhedsudsendelse med teksten »367 dage siden 7/10«. Korrespondenten siger, at IDF arbejder på at »jævne med jorden«, så indbyggerne ikke har noget sted at vende tilbage til.

Et autoritetsanker
Netop som seeren måske begynder at mistænke den anonyme soldat for at overdrive, bringer filmen en officiel israelsk stemme frem i dagslyset. Antydningen bliver: Selv Israels egne medier indrømmer det.

Brændende huse og et løbebånd

På lydsporet: Befolkningen flyttede fra nord til syd, huse blev brændt af med olivenolie og sofapuder, og praleriet »Vi satte rekord, otte minutter«. På skærmen: en kvinde, der løber på et løbebånd bag et vindue.

Sanselig opsplitning
Øjet ser en rolig og sund hverdag, mens øret hører om brandstiftelse. Sindet skaber de billeder, filmen ikke viser, og kvindens løbetur bliver billedet på ligegyldighed.
Det ledende spørgsmål
Intervieweren spørger: »Hvordan brænder man et hus af?«, ikke »Hvorfor?« eller »Var der en tunnel eller en fare dér?«. Spørgsmålet indbyder soldaten til at fremstille handlingen som en færdighed, han kan være stolt af. Det kan også have til formål at antyde, at beviser er blevet brændt, eller at drage en parallel til krematorierne.

Familier som farvede felter

Soldaten tegner kvarterer i et gitter med belægningsprocenter: »25% belægning … grøn, gul, rød, lilla ved 300%.« En »grøn« bygning bliver angrebet inden for fem til ti minutter.

En algoritme som tilladelse
Seeren overtager en præmis, som aldrig bliver undersøgt: Systemet findes ikke for at redde liv, men for at tillade, at bygninger styrtes ned over dem, der er indenfor. Familier bliver til farvede mål på en spilleplade.

»Held og lykke til dem«

En kæde af spørgsmål får en moralsk fælde til at klappe.

Interviewer
Og hvad er deres holdning? Vi har bedt folk om at evakuere, så hvis nogen bliver, er det deres eget problem?
Interviewer
Hvad med dem, der ikke kan evakuere? Mennesker med handicap, folk, der er bange …?
Soldat
Held og lykke til dem!
Skjult præmis og fælde
Det første spørgsmål rummer en indbygget antagelse; det andet får en følelsesmæssig fælde til at klappe. Soldatens svar, efterfulgt af stilhed, bliver et anker for grusomhed. Advarslerne, de humanitære korridorer og logistikken bag evakueringen af en befolkning forsvinder eller fremstilles som et dække for en forbrydelse.

Lig og tal

Glem ordet »bevæbnet«. Det er ikke relevant. Jeg så bevæbnede mænd én gang.

En soldat, før intervieweren spørger, hvem de mange snese døde var

Kraner rejser sig i Tel Aviv, mens lig tælles i Gaza. I denne del omdefinerer filmen, hvem der regnes som terrorist, beskriver lig overladt til hunde og massegrave og reducerer soldaten til en teknisk brik.

Tel Aviv bygger, Gaza udslettes

Fra beregningerne af ødelæggelserne skifter billedet til byggepladser i Tel Aviv: svejsere, kraner, trafikerede veje. Hjerteslag på lydsporet.

Polaritet
Gaza ligger i støv; Tel Aviv vokser. Seeren får et budskab om en kosmisk uretfærdighed, og de stærkere følelser gør det lettere at indplante det næste budskab.

Hvem er terrorist

Soldaten siger: »En død terrorist i sektoren er enhver, man besluttede at dræbe … 140, ingen af dem har nogensinde haft et våben i hånden.«

En absolut definition
Filmen opstiller ligningen »terrorist er lig med enhver, der bliver dræbt«, så Israel fremstår, som om landet betragter alle i Gaza, også kvinder og børn, som terrorister.
Udeladt kontekst
Det mangler: observationssoldaternes advarsler, terrorister set i færd med at lægge sprængladninger, Hamas-terrorister i civilt tøj, som styrer baghold og blander sig med befolkningen. Seeren ser kun en mand, der samler stof, og konkluderer, at drabet er vilkårligt.

Lig og hunde

Filmen fortæller, at ligene ikke bliver samlet ind, og at hunde æder dem.

Soldat
Ligene, dem samler de ikke ind … hundene æder dem.
Interviewer
Ser du det selv, eller?
Soldat
Jeg kunne ikke holde ud at se på det … folk omkring mig så det.
Andenhåndsoplysninger brændes fast som fakta
Soldaten indrømmer, at han aldrig så det (»Jeg satte mig aldrig på noget tidspunkt ned for at se på det«). Alligevel skaber ordene alene et billede, der vækker afsky og stempler hændelsen som bestialsk. Budskabet: Israels forsvar dræber ikke blot folk fra Gaza, men overlader også deres lig til hunde.

»Min rolle er teknisk«

På spørgsmålet om, hvorvidt han overvejede at sige til andre, at de ikke skulle se på det, svarer soldaten: »Min rolle er teknisk. Det er ikke min opgave at give udtryk for principielle eller moralske holdninger.«

Ondskabens banalitet
Soldaten reducerer sig selv fra et menneske med en samvittighed til en brik i maskineriet. Seeren hører krigsforbryderes klassiske forsvar, »Jeg fulgte bare ordrer«, og enhedens soldater bliver til robotter frem for mennesker, der står over for svære dilemmaer i en krig om deres eksistens.

Flere etager, flere lig

Kameraet følger etagenumrene på et højhus under opførelse i Tel Aviv (64, 65… 72) og klipper derefter til en beretning om lig, der ligger i bunker i huller i Gaza.

Sammensmeltning af ankre
Tel Avivs højde og ligene, der »hele tiden hober sig op« i Gaza, stilles side om side, indtil de smelter sammen: Tel Avivs vækst fremstilles, som om den afhænger af de døde.

»Hundredvis, hundredvis, hundredvis«

»Glem ordet ‘bevæbnet’, det er ikke relevant … Jeg så bevæbnede mænd én gang.« Intervieweren: »Hvem er så alle de snese mennesker?« Soldaten skruer op: »Hundredvis, hundredvis, hundredvis!«

En universel kvantor
Én absolut påstand fjerner reglerne for magtanvendelse, kamp i byområder og tusindvis af bevæbnede terrorister i gaderne fra billedet. Optakten indplanter konklusionen om vilkårlig udryddelse uden skelnen mellem terrorister og civile.

Massegrave uden optagelser

Ud fra dronebillederne beskriver soldaten »massegrave … grave oversvømmet af regnen … det er ikke en grav, det er et hul fyldt med lig … hele Gaza, lig«.

Indprentning gennem afsky
Filmen fremlægger ingen dokumentation, hverken sin egen eller fra kilder i Gaza: kun ordene fra en person, der præsenteres som soldat. Afskyen lukker ned for de spørgsmål, en seer burde stille, eksempelvis om der var tale om en midlertidig begravelse foretaget af Hamas eller en fejlfortolkning af droneoptagelser. »Hvorfor dræbe dem?« »Det ved jeg ikke« cementerer billedet af meningsløs ondskab.

Broen og nødhjælpskøerne

Bare oven på hinanden?

Intervieweren, der gentager soldatens ord, mens der vises en tegning af en bro og faldende figurer

Kirya vender tilbage igen og igen som et visuelt anker. Premierministerens ord høres over billeder af altaner i beboelsesejendomme, og en tegning af en bro og faldende figurer bliver til en skydebane. Her når fortællingen det punkt, hvor den ikke længere hænger fysisk sammen.

Kirya

Kameraet vender igen og igen tilbage til Kirya, hovedkvarteret for Israels forsvar, om natten midt i et travlt civilt kvarter i Tel Aviv.

Omramning gennem gentagelse
Når det samme billede gentages i skiftende sammenhænge, ændres dets betydning. En suveræn stats legitime forsvarshovedkvarter bliver til en militærbase skjult blandt civile, og seeren ledes til at konkludere, at der ikke er nogen moralsk forskel på Israel og Hamas: en fuldstændig omvending af, hvad »menneskelige skjolde« betyder.

Talen og nyhedsindslaget

Benjamin Netanyahus udtalelser om at forhindre indførsel af varer kædes sammen med et indslag, hvor nyhedsværten Yonit Levi taler om at »tilskynde til frivillig udvandring«, hen over billeder af oplyste altaner i Tel Aviv. En mand går frem og tilbage i sin stue; en rulleskodde lukkes, mens soldaten taler om at »rense Gazastriben«.

Formålet udelades
Den sikkerhedsmæssige sammenhæng, at holde forsyninger ude af Hamas' hænder, udelades. Rolige beboere, som hører ordene i tavshed, fremstilles som medskyldige i udsultning og tvangsforflyttelse, og deres tavshed som samtykke.

Lig oven på hinanden

Soldaten og intervieweren tegner en bro og faldende figurer i notesbogen med ens håndbevægelser. Ved 26:24 siger soldaten, at ligene »hober sig op oven på hinanden«. Intervieweren gentager: »Bare oven på hinanden?« Soldaten nikker.

Punktet, hvor den fysiske troværdighed brister
Når mennesker, der løber hurtigt, beskydes på lang afstand, kan ligene ikke falde i en pæn bunke; hvordan et menneske falder, afhænger af vægt, fart og vinkel, og folk løber ikke blindt hen til det samme sted for at dø. En soldat, der sidder bag fronten og ser på skærme, projicerer et billede fra film eller computerspil over på virkeligheden. Det er en retorisk overdrivelse skabt til at chokere, ikke en faktuel vidneberetning.
Et fastholdt anker
Kameraet dvæler længe ved tegningen, så billedet af en skydebane allerede har fæstnet sig i hukommelsen, når de usandsynlige tal præsenteres.

Holocaust som fortolkningsramme

Der er dem, der forhindrer terror, og så er der dem, der forhindrer fred.

En soldat beskriver sin efterretningsafdeling

I sin sidste del sammenligner filmen det israelske samfund med Nazityskland, får soldaten til at bruge ordet folkemord og knytter Holocausts symboler til nutidens Gaza. Den slutter med at vende Netanyahus egen definition af terror mod Israel.

Polen og Tyskland

Soldaten sammenligner nutiden med sin skolerejse til Polen og med Nazityskland: »Jeg ser noget meget ondt i de her nazister, så hvad kan jeg sige om mig selv?«

Et spring til historisk identifikation
Den tyske befolkning, der levede med nazismen, sidestilles med en person, der bomber og tager hjem og bekymrer sig om sin psykologiuddannelse. Den faktiske sammenhæng, en forsvarskrig mod en terrororganisation, der begik en massakre, forsvinder.

»Kvæl dem«

Intervieweren spørger: »Hvordan hjælper det dem med at overleve?« og »Men de er fjenden, de her mennesker er fjenden?« Soldaten gentager »kvæle dem, kvæle dem, kvæle dem« og slutter: »Til sidst har man følelsen af, at det er det, der skal til.«

Fælden i de skjulte præmisser
Spørgsmål med skjulte præmisser forhindrer soldaten i at trække sig fra parallellen og levner ingen plads til en taktisk eller efterretningsmæssig forklaring. Kun de ladede ord bliver hængende hos seeren.
Den samlede virkning
Fra operationsrummet til identifikationen med historiens monstre, med rolige altaner som baggrund, fastslår filmen én konklusion: Det israelske samfund har mistet sin menneskelighed. I praksis retfærdiggør det had mod jøder i Israel og resten af verden.

»Sammen vil vi sejre«

Et lysskilt på en bygning i Tel Aviv kommer langsomt i fokus ved siden af det israelske flag.

En visuel afsløring
Anstrengelsen for at læse et sløret billede fastholder opmærksomheden. Når billedet bliver skarpt, opfattes et symbol på sammenhold som bevis på fælles skyld i lyset af det, soldaten derefter siger.

Lys og mørke

Gennem hele filmen er intervieweren belyst, og hans ansigt ses tydeligt; soldaten sidder altid i mørke.

Visuel asymmetri
Personen i lyset fremstår som den, der undersøger sagen og repræsenterer sandheden; personen i skyggen fremstår som en mand, der tilstår en forbrydelse. Israels forsvar befinder sig i mørket.

Ordet folkemord

Den centrale ordveksling.

Interviewer
Du mener ikke, det er folkemord?
Soldat
Jo! Virkelig.
Soldat
Der bliver skudt med vilje, det er med vilje! Det er med vilje!… Du havde til hensigt at dræbe de her børn.
Ekstrem optrapning
At der forekommer følgeskader, sidestilles med bevidst at myrde børn. Selvforsvar, væbnet terror og evakueringsindsatser udelades, og det mest vidtgående juridiske begreb appellerer direkte til seerens følelser.

»Det er sjovt«

På et spørgsmål om et vendepunkt siger soldaten: »Det er et hormonelt amokløb, og man nyder det… helt vilde følelser af nydelse… det er sjovt!«

Et angreb på identiteten
Adfærd under pres gøres til et identitetstræk: at nyde andres lidelse. Ved at knytte »sjovt« til en beskrivelse af drab fjernes enhver mulighed for empati med soldaterne.

Sirenen og toget

Mindesirenen i Tel Aviv og mennesker, der står stille på vejen; et klip til Tel Avivs cinematek med teksten »En hyldest til Claude Lanzmann«, instruktøren bag Shoah; et lokomotiv, jernbanespor og røg fra en skorsten; Netanyahu, der mindes Holocaust; Yonit Levi, der læser de internationale anklager om udsultning og forbrydelser mod menneskeheden op.

Tidslinjer smelter sammen
Dette er filmens mest sofistikerede overgang. Hver lyd og hvert billede knyttet til mindet om Holocaust forbindes med nutidens Gaza og internationale arrestordrer. Med sine egne Holocaust-symboler anklages den jødiske stat for selv at begå et holocaust.

»Bibis afdeling«

Soldaten beskriver en afdeling, der overvåger personer på den internationale scene, afværger indbringelser for domstolene i Haag ved hjælp af »snavs« og indsamler efterretninger til premierministeren: »Bibis mål, det overordnede mål, er at forhindre oprettelsen af en palæstinensisk stat.«

Overgeneralisering
Israels juridiske og diplomatiske forsvar udelades, og landets efterretningsapparat fremstilles i stedet som et personligt politisk redskab, skabt til at sabotere fred. Det nævnes ikke, at Gaza valgte Hamas, som begik en massakre, og at den arabiske side har afvist fred ved enhver lejlighed siden Israels grundlæggelse.

Definitionen af terror

Et gammelt interview, hvor en ung Netanyahu definerer terror med ord fra sin bog: »det bevidste og systematiske angreb på, mord på, lemlæstelse af og trusler mod uskyldige… for at nå politiske mål.« Derefter en mand, der hænger vasketøj op, en skodde, der lukkes, og et vidneudsagn om angreb på hjem med børn indenfor en fredag aften.

En omvendt ligning
Definitionen præsenteres sådan, at det efterfølgende vidneudsagn synes at passe præcist på Israel. Lederens egne ord bliver til en fælde for ham og staten.

Afslutningen

Israels drab på palæstinensiske civile i Gaza fortsætter.

Filmens afsluttende tekst

Filmen slutter med den skarpeste kontrast, den har lagt op til: fra rolige nætter i Tel Aviv til en far, der graver efter sin søn i Gazas ruiner.

Stemmer i telefonen

Mens soldaten tegner i notesbogen (»Homeland«-softwaren), mindes han aflyttede opkald fra pårørende i ruinerne: »Jeg hørte deres stemmer… gråd… skrig… min mor er død, og børnene…«

Auditiv prægning
Skrig og gråd påvirker lytterens følelser direkte og omgår den kritiske tænkning. Den monotone tegnen (»et opkald, et opkald, et opkald«) lader skylden glide ind i det ubevidste. Og igen er der tale om andenhåndsoplysninger.

Tel Aviv lever, Gaza dør

Billeder af ødelæggelser i Gaza i oktober og november 2023. En mand ligger på knæ og råber efter sin søn Said under ruinerne, slår med en hammer og græder. Børns ben under murbrokker. En bleg himmel, fly, der passerer, og den afsluttende tekst.

Den sidste kontrast
Efter en time med rolige nætter i Tel Aviv (en sofa, der bliver gjort i stand, en kvinde, der løber, et par, der masserer knæ) viser filmen det modsatte. Slutteksten forankrer budskabet i nutiden, og seeren ledes til at se hele det israelske samfund som medskyldig i en igangværende forbrydelse.

Hvad filmen ikke viser

Over for filmens følelsesmæssige gennemslagskraft står tydelige huller i dens dokumentation.

  1. Andenhåndsviden, ikke egne iagttagelser

    Soldaten, der vidner om drab via softwaren »Homeland« og ved fødevareuddeling, siger det selv: »Jeg ved det ikke præcist … Jeg hørte deres stemmer … Jeg sad ikke selv ved kameraerne … Jeg satte mig aldrig på noget tidspunkt ned for at se på det.«

  2. Sandhed blandet med overdrivelse

    Faktiske oplysninger om angreb og ødelæggelse af Hamas-anlæg, hvor civile kommer alvorligt til skade, blandes med filmiske metaforer og politiske og juridiske betegnelser (»at forhindre fred«, »folkedrab«, »bunker af lig«). Strømmen af chokerende indtryk får seeren til at acceptere de afsluttende tekstskilte som en dom uden at bemærke hullerne i beretningerne.

  3. Hvem vises på skærmen

    Kvinder, børn og ældre ses næsten aldrig. I Gazas ødelagte gader ses hovedsageligt mænd og teenagedrenge.

  4. Én scene med lig

    Trods alle sine påstande indeholder filmen én scene med lig under ruinerne: en række på omkring ti ben under en sammenstyrtet mur. Under hele krigen blev billeder fra Gaza vist og delt overalt, også fabrikerede billeder, der skulle chokere. Filmen viser intet tilsvarende.

  5. Lig, der ikke kan hobe sig op

    Beskrivelsen af mennesker, der bliver skudt på afstand og falder »oven på hinanden«, strider mod ballistikkens love og mod menneskelig adfærd. Her bryder fortællingen sammen.

Konklusion

NAZA er et nøje planlagt redskab til at overbevise, ikke neutral dokumentation. Lanceringen, de lukkede visninger og den omfattende mediedækning, uden at offentligheden kunne se filmen, skabte et tomrum, som seerne fyldte med frygt og en følelse af at få adgang til forbudt viden.

I filmen anvender mere end fyrre scener hver især en påvirkningsteknik: hypnotisk sprog, udeladt kontekst, ændret fortolkningsramme, oplyste altaner i Tel Aviv sat op mod beskrivelser af bombardementer i Gaza, en sammenpresset tidslinje og en indpodet parallel til Holocaust. Alle leder frem til én konklusion: at Israel begår folkedrab.

Samtidig står hullerne i dokumentationen tilbage: andenhåndsoplysninger fremlagt som fakta, ingen visuelle beviser, kvinder og børn uden for billedet og den fysisk umulige bunke af lig, hvor fortællingen bryder sammen.

Kilder

Alle artikler, udtalelser og opslag, som denne side bygger på, med de ældste først. Titlerne er gengivet på originalsproget.

  1. Deadline · Zac Ntim Former Israeli Prime Minister Takes Aim At Yuval Abraham And Rachel Szor's 'NAZA'
  2. X · Israel Defense Forces IDF first response to NAZA after Venice premiere
  3. Quotidiano.net · Manuela Santacatterina Cos'è Naza, il film che svela l’orrore a Gaza
  4. Israel News Pulse · Jonathan Mimouni NAZA Fact Check: The Claims the Documentary Cannot Prove
  5. X · Andrew Fox Reply to jury president's Zone of Interest comparison
  6. X · Avigdor Liberman X post on NAZA directors
  7. X · Israel Defense Forces IDF: 500-civilian approval claim 'completely false'
  8. Al-Monitor · Reuters / Maayan Lubell Netanyahu says Gaza documentary 'NAZA' is 'shocking incitement'
  9. Elder of Ziyon · Elder of Ziyon (pseudonymous blogger) What We Know About the NAZA Movie Already Discredits It
  10. Haaretz · Raviv Drucker צפיתי בסרט נז"א. זה היה קשה מאוד, הזדעזעתי, אבל
  11. Il Foglio · Pierluigi Battista How ‘Fauda’ responds to ‘Naza’
  12. Israel Hayom · Amnon Lord הטעות שלישראל אסור לעשות עם הסרט נז"א
  13. Israel Hayom הקצין באמ"ן מסביר את השקרים בסרט נז"א
  14. Jüdische Allgemeine · Sabine Brandes »Ritualmordlegende« - »Pflicht, Fragen zu stellen«: Israel streitet über »Naza«
  15. Kan News · Eran Sikurel et al. הרמטכ"ל נגד הסרט "נז"א": "עלילות דם ועיוות מכוון של המציאות"
  16. X · @MaxNordau (pseudonymous) Timestamped summary of Raviv Drucker's Channel 13 interview with Yuval Abraham
  17. X · Brig. Gen. Effie Defrin IDF Spokesperson asks to view NAZA in full
  18. X · John Spencer Collateral damage estimation is what the law requires
  19. Ynet · Gal Ganot הרמטכ"ל יכנס דיון על הסרט נז"א: "לתקוף כדי להרוג 500 אזרחים? שקרי לחלוטין"
  20. il Giornale · Fiamma Nirenstein Le verità tra film e realtà
  21. Arutz Sheva דרוקר מפתיע: "לא הייתי משדר את זה"
  22. HonestReporting · Rachel O'Donoghue “NAZA”: A Record Venice Ovation, IDF Condemnation and a Genocide Fabrication
  23. Il Riformista · Claudio Velardi Le lacrime per Naza e le ore dedicate a Fauda: a Venezia cala il sipario sulla recita, nel mondo arabo sono già all’episodio successivo della serie israeliana
  24. Israel Hayom · Ariel Bulshtein דעה | "נז"א" הוא לא קולנוע – הוא כתב אישום נגד ישראל
  25. Jewish News · JN Reporter New documentary about IDF strikes in Gaza causes anger in Israel
  26. Moked · Redazione Gerusalemme e la risposta tardiva a Naza
  27. The Algemeiner Former Hamas Hostage Slams ‘NAZA’ Filmmakers for ‘Degrading’ IDF Soldiers ‘Who Fought to Bring Me Home’
  28. The Jerusalem Post · Corinne Baum IDF calls NAZA 500-civilian strike claim 'completely false'
  29. Walla! News · Amir Bohbot בצה"ל דוחים את טענות הסרט נז"א - ומבהירים: "שלמים עם התהליכים המבצעיים"
  30. X · Eylon Levy X post replying to Raviv Drucker
  31. X · Israel Katz X post on Rafah brigade commander strike
  32. X · Israel Ministry of Foreign Affairs MFA: NAZA 'pure propaganda'
  33. Ynet · Itamar Eichner, Tal Amodai "נז"א הצית את המדינה": הסרט השנוי במחלוקת בכותרות בעולם - וקו ההגנה של ישראל
  34. Il Foglio · Giulio Meotti La Naza dei cieli: storia di un massacro sventato
  35. JNS · Jonathan S. Tobin The AI apocalypse and the ‘NAZA’ blood libels against Israel
  36. The Free Press · Haviv Rettig Gur Hold Your Applause for the New Gaza Documentary
  37. X · Prime Minister's Office PMO video: How 'Naza' manufactured a case
  38. Ynet · Itamar Eichner ישראל נערכת לקרב בלימה מול היוצרים: "'נז"א' כואב במיוחד כי זה בא מבפנים"
  39. Channel 14 · Ziv Shezo נז"א תגיע לאירופה - ובישראל דורשים: קיימו הקרנה מיידית
  40. GB News · Tzipi Hotovely 'PROPAGANDA!' Israeli ambassador responds to Guardian's Gaza film NAZA amid UPROAR
  41. Il Foglio · Giulio Meotti Se anche Hamas elogia “Naza”
  42. Israel Hayom · Nissan Strauchler התשובה של המומחית הבריטית לסרט נז"א: "מעוותים את דיני המלחמה"
  43. Israel National News · Dr. Avi Perry A poisoned lens, a predetermined verdict, and questionable evidence made to fit
  44. Jüdische Allgemeine · Sabine Brandes (reporting Itamar Eichner's Ynet interview) Kampfpilot weist Vorwürfe von »Naza« zurück
  45. Mena-Watch · Michaela Dudley »NAZA«: Israel-Kritik hat ihren »Preis«
  46. Misgav Institute for National Security & Zionist Strategy · Prof. Kobi Michael The Film "NAZA" – Manipulation on Eight Levels
  47. The Times of Israel · Sarit Zehavi What 'Naza' really means: The truth about collateral damage
  48. X · Ben Caspit X post on NAZA
  49. Israel Hayom · Dr. Michael Oren דעה | לא בבכי, בלחימה קשוחה: כך להגיב לסרט השקרים "נז"א"
  50. Makor Rishon · Elchanan Shpeizer מג'נין ג'נין ועד נז"א: 80 אחוזים מהסרטים כאן לוקחים את אותו צד
  51. Reformatorisch Dagblad · Jeannette Gabay-Schoonderwoerd Waarom bekroonde documentaire NAZA in Israël zelf vooral op afwijzing stuit
  52. The Jerusalem Post · David Ben-Basat What NAZA leaves out about October 7 and Israel’s war in Gaza
  53. Kan News ההאשמות בסרט והקצינים שהיו שם ואומרים: "לא היה ולא נברא"
  54. Maariv · Prof. Aryeh Eldad סערת "נז"א": אפשר לחוות דעה על סרט גם בלי לצפות בו
  55. Mena-Watch · Alexander Gruber »NAZA«: Wie ein Film Israel in die Nähe der Nazis rückt
  56. JNS · Adam Levick The premise of ‘NAZA’ doesn’t hold up
  57. Ynet / Yedioth Ahronoth · Ben-Dror Yemini לוקחים חלק בעלילה
  58. 20il NAZA Fact Check: What the Evidence Actually Shows
  59. Commentary · Seth Mandel NAZA Is a Jump-the-Shark Moment for Israel’s Critics
  60. The Wall Street Journal · Omer Shem Tov Hostages Like Me Were Also 'NAZA'—Collateral Damage
  61. Mena-Watch · Sarit Zehavi Was »NAZA« über Kollateralschäden verschweigt
  62. TheWrap · Shlomi Ben-Meir 'NAZA' Claims About IDF Action in Gaza Deserve a Closer Look | Guest Column
  63. Haaretz · Prof. Danny Orbach עדויות מוטות ומצג שווא: מדוע "נז"א" חוצה את הגבול מעיתונות לתעמולה
  64. Walla! News · אלוף במיל' גיורא איילנד (Maj. Gen. (res.) Giora Eiland) הסרט "נז"א" במבחן המציאות: האם צה"ל חרג מהדין?
  65. Il Foglio · Giulio Meotti Anatomia della perfetta operazione “Naza”. La zona di interesse di Israele
  66. Israel National News · Dr. Alex Grobman NAZA's allegation of a system: What the evidence really shows
  67. The Times of Israel · Emanuel Fabian and Nurit Yohanan NAZA’s claims about IDF conduct in Gaza are grave. So are the film’s journalistic flaws
  68. Yair Miron personal site אחת עשרה מניפולציות בסרט "נז"א"
  69. Zman Yisrael · Emanuel Fabian, Nurit Yohanan הטענות של הסרט "נז"א" נגד צה"ל חמורות. כך גם הכשלים העיתונאיים שלו
  70. taz · Tim Caspar Boehme Debatte um Dokumentarfilm „Naza“: Warum tut ihr das?
  71. JNS · Amelie Botbol 'NAZA' documentary fails to show IDF efforts to prevent civilian casualties, former officer says
  72. The Jerusalem Post · Yisrael Medad NAZA and the rising campaign to demonize Israel
  73. The Jerusalem Post · Ari Tatarka 'NAZA' film at Venice Festival exposes the IDF's struggle to defend its story
  74. X · Yoseph Haddad No such 500 event exists
  75. Enfoque Judío · Elías Cohen NAZA: ¿Dónde termina el documental y comienza el libelo?
  76. Israel Hayom · Yishai Kitchels צפיתי ב80 הדקות של "נז"א" כדי שלא תצטרכו: כך נראית אג'נדה חד צדדית ומקוממת
  77. Jüdische Allgemeine · Sophie Albers Ben Chamo »NAZA«: Die Banalität der Propaganda
  78. The Atlantic · Gal Beckerman The Missed Opportunity of NAZA
  79. AJC NAZA: What to Know About the Controversial Gaza Documentary
  80. IDF Spokesperson press mailing · IDF Spokesperson's Unit תגובת דובר צה"ל לסרט 'נז"א'
  81. IDF Spokesperson's Unit IDF Response to the Film "NAZA" (10-page English document)
  82. Il Foglio · Mariarosa Mancuso Fonti anonime ma gli spettatori applaudono sulla fiducia. “Naza” continua
  83. Israel Hayom · Lilach Shoval סעיף אחר סעיף: צה"ל מפרק את טענות הסרט "נז"א"
  84. JNS · Fiamma Nirenstein ‘NAZA’ turns anti-Israel propaganda into box-office success
  85. Jewish Telegraphic Agency · Deborah Danan In its first detailed response to ‘NAZA’ documentary, IDF claims ‘fundamental errors’
  86. Neue Zürcher Zeitung · Richard C. Schneider Führt Israel den Krieg wie ein Videospiel? Was der Film «Naza» zeigt und was nicht
  87. Perlentaucher · Perlentaucher Efeu editors Efeu - Die Kulturrundschau vom 01.10.2026: NAZA. Peyman Engel und Menasse.
  88. The Algemeiner ‘Misrepresented and Manipulative Depiction of Reality’: IDF Issues Detailed Response to ‘NAZA’ Documentary
  89. The Times of Israel · Emanuel Fabian 'Distorted, misleading, and disingenuous': IDF publishes full response to 'NAZA' film
  90. Washington Examiner · Arie Blitz Before you applaud NAZA: A standing ovation is not proof of a war crime
  91. Ynet · Elisha Ben Kimon כמעט חודש אחרי הסערה, צה"ל מגיב על הסרט נז"א: "תמונה מעוותת ומניפולטיבית"
  92. Il Foglio · Giuliano Ferrara Il documento dell’Idf su Gaza, che smonta il facilismo frivolo e l’ambiguità morale di “Naza”, è un testo di dolorosa serietà
  93. X · Andrew Fox The occupancy map in NAZA
  94. il Giornale · Fiamma Nirenstein Il pubblico italiano pazzo per “Naza”. E le sue bugie antisemite
  95. Libero Quotidiano · Giovanni Longoni Guardate "Naza". Ma non cadete in trappola
  96. X · John Spencer Worse than Hamas propaganda
  97. X · Micha Danzig Genocidal armies don't count collateral damage
  98. yairmiron.com · Yair Miron I Watched NAZA in Full. Here Are Eleven Ways It Misleads Viewers.
  99. J. The Jewish News of Northern California · Oleg Ivanov and Dr. Mike Harris ‘NAZA’ viciously misrepresents Israel’s military
  100. Aish.com · Dr. Yvette Alt Miller NAZA's Biggest Claims, and Why the IDF Says They're Wrong
  101. Associated Press Israeli documentary 'NAZA' opens in the US, reigniting debate over the war in Gaza
  102. Breitbart EXCLUSIVE -- Urban Warfare Expert: Gaza 'Genocide' Libel Is 'Greatest Lie'
  103. Fox News Digital · Rachel Wolf 'I am Omer': Former Hamas hostage reflects on surviving 505 harrowing days in captivity
  104. Il Foglio · Sharon Nizza Alla ricerca di qualche verità. Colloquio con il giornalista Raviv Drucker
  105. The Times of Israel · Avi Lewis The airstrikes we canceled: What NAZA leaves out
  106. Agenzia Nova Peled: "Rapporto solido tra Israele e Italia ma serve un maggiore sostegno dell'opinione pubblica"
  107. HonestReporting · Rachel O'Donoghue The Real “NAZA”: Edited Quotes, Mystery ICC Cases & Unexplained Gaza Footage
  108. Jewish Journal · Alan Zeitlin ‘NAZA’ Proves Nada
  109. The Filitti Brief · Gerard Filitti Before the Missile Flies: How the United States Picks Targets, Weighs Civilian Harm, and Answers for Mistakes
  110. The Jewish Chronicle · Philipp Peyman Engel I’ve seen Naza and it’s a nasty piece of propaganda
  111. Walla! News · Baruch Kra יש עדויות, אין תחקיר: "נז"א" נכשל עיתונאית, אבל אסור לרדוף את יוצריו
  112. Il Foglio · Michele Silenzi Non serve dimostrare i fatti, basta una realtà ricostruita. Oltre Naza
  113. Jüdische Allgemeine · Philipp Peyman Engel Ich habe »Naza« gesehen, und es ist ein übles Stück Propaganda
  114. Tribune Juive · Tribune Juive (unsigned) NAZA : Le cinéma au service de la propagande
  115. X · Embassy of Israel in France Le film « Naza » présente une réalité déformée, trompeuse et malhonnête.
  116. 21 News · Harrison du Bus Documentaire NAZA : Tsahal dénonce une « réalité déformée, trompeuse et malhonnête »
  117. X · Andrew Fox NAZA proves the IDF did collateral damage estimates
  118. X · Salo Aizenberg Collateral damage skewed to fighting-age men
  119. The Times of Israel Blogs · Dinah Bucholz The "NAZA" Saga
  120. Alliance · Lou Helwaser and 28 signatories (incl. Richard Berry, Michel Boujenah, Élie Chouraqui, Éric Naulleau, Rachel Khan, Avi Pazner, Nathalie Cohen-Beizermann) Tribune. Une rescapée de la Shoah et vingt-huit personnalités contre le film NAZA
  121. X · Salo Aizenberg Was Israel Justified in Bombing Hamas Combatants in Their Homes?
  122. The Jewish Chronicle · John Nathan NAZA review: ‘This is what happens when artists and activists do the work of objective journalists’ ★★
  123. X · Salo Aizenberg NAZA: A Propaganda Film Masquerading as an Investigation of the Gaza War
  124. Aurora · Leonardo Rubinsky Graves acusaciones sin pruebas: película NAZA
  125. Report24 · Florian Machl Film NAZA: Hasspropaganda gegen Israel auf Basis anonymer, nicht überprüfbarer Aussagen
  126. The Wall Street Journal · Kyle Smith 'NAZA' Has Nada on Israel