Hvad BDS er, med stifternes egne ord

Boykot-, frasalg- og sanktionskampagnen, kendt som BDS, opfordrer forbrugere, campusser, kirker, fagforeninger, virksomheder og regeringer til at isolere Israel, indtil landet accepterer en fast liste af politiske krav. Dens arrangører beskriver det som ikkevoldeligt pres med kampen mod apartheid i Sydafrika som forbillede. En skeptisk læser bør begynde med de tekster og derefter med de nedskrevne ord fra kampagnens bedst kendte stifter, frem for med slagord fra nogen af siderne. Dokumenterne beskriver ikke en snæver protest mod et bestemt kabinet eller en bestemt bosættelse. De beskriver betingelser, som, hvis de opfyldes sådan som forfatterne definerer dem, ville gøre ende på Israel som jødisk nationalstat.

Hvad opråbet fra 2005 faktisk siger

Den 9. juli 2005 udsendte en koalition af arabiske grupper det palæstinensiske civilsamfunds opråb om BDS. Foundation for Defense of Democracies anfører dets tre krav: at gøre ende på besættelse og kolonisering af „alle arabiske landområder“ og nedtage barrieren på Vestbredden; at anerkende „fuld lighed“ for arabiske borgere i Israel; og at „respektere, beskytte og fremme palæstinensiske flygtninges rettigheder til at vende tilbage til deres hjem og ejendom“, et sprog som opråbet selv knytter til en henstilling fra Generalforsamlingen i 1948 (FDD).

Det tredje krav er hængslet, og det er ofte det, der forklares mindst for vestlige læsere. BDS behandler tilbagevenden, også for senere generationer der gør krav på flygtningestatus, som en ikke-forhandlingsbar ret til indrejse i Israel inden for våbenhvilelinjerne fra 1949. Med tal offentliggjort på selve BDS-sitet noterede FDD mere end 7,25 millioner mennesker beskrevet som arabiske flygtninge, over for omkring 6,7 millioner jøder og 1,9 millioner arabere, der er israelske statsborgere. Omar Barghouti kræver i sin egen bog en ubegrænset tilbagevenden for alle, der gør krav på den status, herunder efterkommere af dem, der drog bort i 1948. FDD’s konklusion er, at en sådan tilbagevenden ville erstatte et demokrati med jødisk flertal med en anden stat med arabisk flertal. Barghouti afviser den demografiske indvending som et forsvar for det, han kalder en kolonial orden. Det er ikke en misforståelse mellem de to sider. Det er selve striden (FDD).

Det første krav er også bredere end „Vestbredden“. „Alle arabiske landområder“ lades udefineret i opråbet. FDD anfører, at det at gøre ende på besættelsen af „alle“ sådanne områder indebærer, at israelsk kontrol er illegitim selv inden for linjerne fra 1949. At gøre ende på israelsk kontrol i det område, israelere kalder Judæa og Samaria, ville efter kampagnens eget tredelte kriterium ikke være nok.

Stiftere, og hvad de sagde om Israels eksistens

Omar Barghouti, født i Qatar af arabiske forældre, var med til at lancere den palæstinensiske kampagne for akademisk og kulturel boykot af Israel i 2004 og er BDS’ primære offentlige ansigt (Influence Watch). Den palæstinensiske nationale BDS-komité blev dannet i Ramallah i 2007 for at koordinere arbejdet. Mange forskere fører også isoleringsstrategien tilbage til NGO-forummet ved Durban-konferencen i 2001, som opfordrede til „fuldstændig og total isolation af Israel“ (FDD).

Barghouti har ikke udtrykt sig kryptisk. USA’s Repræsentanternes Hus citerede ham i H. Res. 246 af 23. juli 2019 for at sige: „Vi modsætter os en jødisk stat i nogen del af Palæstina. Ingen palæstinenser, ingen rationel palæstinenser, ikke en palæstinenser der har solgt ud, vil nogensinde acceptere en jødisk stat i Palæstina“ (Jewish Virtual Library). Samme biblioteks samling af hans udtalelser gengiver, at et étstatsligt udfald ville være „en enhedsstat, hvor jøder per definition vil være et mindretal“, og at hvis flygtninge vendte tilbage på BDS’ vilkår, „vil det palæstinensiske mindretal blive et palæstinensisk flertal i det, der i dag kaldes Israel“ (JVL). Ahmed Moor, der skrev som fortaler for BDS, satte følgen i én sætning: „BDS betyder virkelig enden på den jødiske stat.“ Det er ikke fjendtlige omskrivninger. Det er talernes egne ord.

Anti-Defamation League har brugt det materiale til at skelne BDS fra pres, der sigter mod et forhandlet tostatsligt udfald. Da to forskere, der selv kaldte sig zionister, støttede boykot som en måde at redde en jødisk stat ved siden af en arabisk, afviste Barghouti støtten som et forsøg på at „tilegne sig“ BDS. I hans fremstilling er problemet ikke kun besættelsen efter 1967. Det er Israels eksistens som jødisk stat (ADL).

Resultater, vendinger og det økonomiske regnskab

BDS har haft sine taktiske gevinster: resolutioner i studenterråd, nogle afstemninger i kirker og fagforeninger, pres på kultursteder og nogle få virksomhedsbeslutninger om aktiviteter på Vestbredden. De episoder er virkelige, og bevægelsen reklamerer for dem. De har ikke frembragt den isolation, som opråbet fra 2005 bad om. Jewish Virtual Librarys historie om kampagnen konkluderer, at den ikke har påvirket Israels politik og har haft en ubetydelig virkning på Israels økonomi, mens handelen mellem USA og Israel er forblevet robust, med import og eksport på tilsammen mere end 38 milliarder dollar i den periode, den gennemgår (JVL).

Hvor virksomheder har flyttet fabrikker, har arabiske arbejdere fra Judæa og Samaria undertiden mistet deres job. SodaStream, som beskæftigede israelere og lokale arabere på et anlæg på Vestbredden, flyttede senere produktionen til Negev; BDS blev ved med at gå efter virksomheden efter flytningen. Israelske embedsmænd og nogle erhvervsledere anfører sådanne sager som bevis på, at kampagnen skader mennesker, den hævder at repræsentere (FDD). Akademiske foreninger har vedtaget boykotter af Israel, herunder en afstemning i American Studies Association i 2013. Et stort antal universiteter nægtede at følge dem: FDD anfører, at mere end 450 rektorer for colleges og universiteter i 2007 underskrev en erklæring mod akademiske boykotter, og Jewish Virtual Library registrerer, at repræsentanter for ikke færre end 250 universiteter afviste boykotter af Israel eller israelske akademiske institutioner (FDD). Den palæstinensiske myndigheds præsident Mahmoud Abbas sagde i Sydafrika i 2013, at han ikke støttede en boykot af selve Israel, mens han bad andre om at boykotte bosættelser. PA og BDS er ikke det samme projekt (FDD).

Hvorfor regeringer kalder det diskriminerende

Vestlige regeringer har behandlet nationalitetsbaserede boykotter af Israel på samme måde som den tidligere boykot fra Den Arabiske Liga: som en form for diskrimination i handelen, ikke som almindelig dissens. Jewish Virtual Library tæller 38 amerikanske delstater med love, dekreter eller resolutioner, der fraråder offentlige kontrakter eller investeringer med virksomheder, som boykotter Israel. I 2023 afviste USA’s højesteret at behandle Arkansas Times v. Waldrip og lod dermed en afgørelse fra Eighth Circuit stå, hvorefter Arkansas’ lov om leverandørerklæring ikke krænkede First Amendment, således som den blev anvendt i den sag (JVL). H. Res. 246 modsatte sig BDS, samtidig med at den bekræftede amerikaneres ret til at kritisere enhver regering, herunder Israels, og blev vedtaget med 398–17 den 23. juli 2019 (JVL).

Tysklands Bundestag vedtog den 17. maj 2019 en resolution, der fastslog, at „BDS-bevægelsens argumenter og metoder er antisemitiske.“ Teksten sagde, at BDS-taktikker „uvægerligt vækker associationer til nazisternes slagord ‘Kauft nicht bei Juden!’“ — „Køb ikke hos jøder!“ Afstemningen var politisk, ikke en straffelov, og var ikke retligt bindende (FDD). Frankrigs højeste domstol opretholdt den 20. oktober 2015 domme over aktivister, der havde opfordret til en supermarkedsboykot af israelske varer, og behandlede opråbet som tilskyndelse til diskrimination på grund af national oprindelse (AJC). Nationale lovgivende forsamlinger har ikke behandlet BDS som almindelig dissens.

Diskriminationsargumentet afhænger ikke af at forbyde kritik af israelsk politik. Det afhænger af en dobbeltstandard og af en sluttilstand. BDS organiserer økonomisk og kulturel straf af den jødiske stat blandt verdens besættelsesmagter, menneskerettighedskrænkere og etnisk definerede politiske enheder, og bevægelsen behandler israelske universiteter, kunstnere og civile som legitime mål. H. Res. 246 fastslog, at bevægelsen „ikke anerkender, og mange af dens støtter udtrykkeligt benægter, det jødiske folks ret til national selvbestemmelse.“ Det er den linje, mange regeringer trækker: protest mod politik er almindelig; en kampagne, hvis stiftere afviser jødisk suverænitet „i nogen del af Palæstina“, er noget andet.

Efter den 7. oktober 2023 blev den linje lettere at se. Hamas’ massakre og den bykrig, der fulgte, var i BDS’ fremstilling yderligere grunde til at isolere Israel. FDD registrerede, at kampagnen lovpriste den „berettigede brug af væbnet modstand mod undertrykkernes militær og civile“, frem for at behandle en bevægelse, der vil gøre ende på Israel som jødisk stat, som en hindring for fred (FDD). Læsere, der ønsker den israelske optegnelse over måludpegning frem for kampagnens sammenfatning af den, kan se filmen og den særskilte note om anklagen om folkedrab. Opråbet fra 2005 er ikke blevet skrevet om. Det bør læses, som det er skrevet.