Hvor kritik af Israel slutter, og antisemitisme begynder

En arbejdsstreg, ikke en knebel

Demokratisk diskussion om Israel er ikke i sig selv antisemitisme. Israelske aviser, domstole og officerer diskuterer hver uge bosættelser, proportionalitet og krigens førelse. Selvstændigt israelsk arbejde som filmen findes, fordi de diskussioner er virkelige. Det nyttige spørgsmål for en skeptisk læser er snævrere: hvornår holder en ytring eller en kampagne op med at behandle Israel som en stat, der kan tage fejl, og begynder at behandle jøder som et folk, man må sky, bebrejde eller nægte de rettigheder, andre folk beholder.

Den streg er omstridt. Den er ikke indbildt. Definitioner, boykotregler, campussager og parlamentariske afstemninger efterlader et papirspor.

Hvad IHRA-teksten faktisk siger

I maj 2016 vedtog International Holocaust Remembrance Alliance en retligt uforpligtende arbejdsdefinition: „Antisemitisme er en bestemt opfattelse af jøder, som kan komme til udtryk som had mod jøder.“ Samme dokument siger, i en sætning kritikere ofte udelader, at „kritik af Israel, der ligner den, der rettes mod et hvilket som helst andet land, ikke kan anses for antisemitisk.“ De illustrerende eksempler, der følger, handler om kontekst, ikke om et forbud mod at tale om Gaza, besættelsen eller Netanyahu. De markerer blandt andet at nægte jøder en ret til selvbestemmelse, mens andre nationer lades urørte, at anvende standarder, der ikke kræves af andre demokratier, at bruge klassiske antisemitiske billeder til at beskrive Israel, at sammenligne israelsk politik med nazisterne og at holde jøder kollektivt ansvarlige for den israelske stat.

Anti-Defamation League, som støtter IHRA som vejledning og undervisning snarere end som en ny ytringsforbrydelse, bemærker, at nogle af de Israel-relaterede eksempler fortsat er beskyttet ytring efter USA's forfatnings First Amendment. Tekstens værdi i den læsning er diagnostisk: den forklarer, hvorfor visse troper er antisemitiske, også når de ankommer klædt som udenrigspolitisk tale. Den gør ikke hver skarp kommentar til had.

Den 1. juni 2017 godkendte Europa-Parlamentet en resolution, der tilsluttede sig IHRA-definitionen og opfordrede medlemsstaterne til selv at vedtage den, til at beskytte jødiske samfund mod hadforbrydelser og hadefuld tale og til at støtte retshåndhævelsens efterforskning af antisemitiske angreb. Tyskland vedtog definitionen senere samme år. I 2019 vendte Bundestag tilbage til den samme skelnen, da det fordømte udsagn, „der er formuleret som påstået kritik af Staten Israels politik, men i virkeligheden er udtryk for had til det jødiske folk.“

Debatten om definitionen

Modstanden er alvorlig og bør siges med dens egne ord. Institute for Strategic Dialogue noterer, at ytringsfrihedsaktivister har hævdet, at IHRA kvæler ytringer ved at behandle noget kritik af zionisme og Israel som antisemitisme. Konkurrerende tekster, herunder Jerusalem-erklæringen om antisemitisme og Nexus-dokumentet, forsøger at trække stregen snævrere. American Jewish Committee bemærker, at ingen regering har tilsluttet sig de alternativer, og at Jerusalem-erklæringen forsvarer at holde Israel til en dobbeltstandard og forsvarer boykot-, frasalg- og sanktionskampagnen, hvis stifter har sagt, at han ønsker at afmontere den jødiske stat. Institute for Strategic Dialogue, som beskriver Jerusalem-erklæringen med dens egne ord, siger, at dens forfattere især er optaget af at beskytte fortalervirksomhed for rettigheder og selvbestemmelse for arabere fra Gaza og fra Judæa og Samaria, at den behandler støtte til en binational stat med fuld borgerlig lighed som ikke-antisemitisk, selv om det ville gøre ende på Israel som jødisk stat, og at den behandler BDS som en kampagne af boykot og sanktioner snarere end som antisemitisme i sig selv.

Det er en påstand om ytringsfrihed, ikke et fund af, at antisemitisme er sjælden. Den bør vejes mod IHRA's egen undtagelse for almindelig landekritik og mod tilfælde, hvor „kritik“ kun anvendes på jøder.

Institute for Strategic Dialogue har noteret et stort overlap, som råbene skjuler: begge sider er enige om, at israelsk politik kan kritiseres, og begge er enige om, at kritik kan være antisemitisk i form eller motiv. Striden handler om dobbeltstandarder, nægtelse af jødisk selvbestemmelse og nazist- eller apartheidanalogier. Det er ikke semantiske småtterier. De afgør, om en jødisk studerende er en borger med en holdning eller en stedfortræder for en regering.

Når boykotter rammer jøder frem for politik

Boykot-, frasalg- og sanktionsbevægelsen fremstiller sig som en kampagne mod den israelske stat, med isolationen af apartheid-Sydafrika som forbillede, og ikke som en kampagne mod jøder. CAMERA har noteret, at Det Palæstinensiske BDS-nationale udvalg insisterer på, at det modsætter sig „alle former for racisme, herunder antijødisk racisme“, og dets klage over, at modstandere blander pres på Israel sammen med antijødisk racisme. Den selvbeskrivelse bør noteres. Det bør de skrevne regler også.

Den palæstinensiske kampagne for akademisk og kulturel boykot af Israel (PACBI), lanceret i 2004 som en stiftende gren af BDS, har opfordret det internationale samfund til at boykotte israelske akademiske og kulturelle institutioner, fordi de institutioner er medskyldige i et undertrykkelsessystem. NGO Monitor citerer PACBI, som opfordrer publikum til at boykotte israelske kunstnere som Israel Ballet og Det Israelske Filharmoniske Orkester, som PACBI beskylder for at være „partner med staten i at planlægge, gennemføre og hvidmale krigsforbrydelser og brud på folkeretten.“ InfluenceWatch noterer PACBI's påstand om, at det „overvældende flertal“ af israelske og pro-israelske akademikere er medskyldige, enten ved at forsvare staten eller ved ikke at fordømme den tilstrækkeligt. Det er ikke en sanktion mod en lov. Det er en loyalitetstest af musikere og universiteter.

På amerikanske campusser når den samme logik diasporajøder. En ADL-gennemgang af campusaktivitet i 2020–2021 fandt, at de officielle BDS-retningslinjer for kulturel boykot, som opfordrer til at sky „aktiviteter, der involverer Israel, dets lobbygrupper og medskyldige institutioner“, har haft en „urimeligt stor virkning på det jødiske samfund“, fordi pro-BDS-grupper ofte behandler almindelige amerikanske jødiske organisationer som „lobbygrupper“ eller „medskyldige institutioner“. Anti-normaliseringsregler, som behandler begivenheder med israelere og arabere fra Gaza eller fra Judæa og Samaria som illegitime, hvis de indebærer „paritet“, har samme virkning. Sådan bliver en politisk boykot til en fællesskabsboykot.

Enkeltstående sager viser det samme skred fra regering til person. I september 2018 trak professoren John Cheney-Lippold ved University of Michigan en lovet anbefaling tilbage, da han erfarede, at den studerende søgte et program i Israel; universitetet gav ham en disciplinær sanktion og sagde, at hans „adfærd er faldet langt under universitetets og kollegiets forventninger til, hvordan … undervisere omgås studerende og behandler dem.“ En uafhængig undersøgelse af Storbritanniens National Union of Students, sammenfattet af Institute for Strategic Dialogue, fandt svigt i at forebygge antisemitisk chikane, der brugte blodanklage- og Rothschild-troper og holdt jødiske studerende ansvarlige for den israelske stat. Det er IHRA-eksempler i almindeligt tøj: kollektiv skyld, sammensværgelse og en prøve, som andre etniske grupper ikke bliver bedt om at gå op til.

Parlamenter, mærkater og BDS-svaret

Den 17. maj 2019 vedtog Bundestag, på et forslag fra CDU/CSU, SPD, FDP og Alliance 90/De Grønne, en resolution om at modstå BDS-bevægelsen og bekæmpe antisemitisme. Foundation for Defense of Democracies bemærker, at afstemningen var politisk, ikke en straffelov. Forslaget citerer IHRA, gentager et tomål og gør derpå en historisk bemærkning, som tyske lovgivere har ret til at gøre. CAMERA citerer den vedtagne tekst: „argumentationsmønstret og metoderne i BDS-bevægelsen er antisemitiske“, og BDS-opfordringer til at boykotte israelske kunstnere og mærkaterne „Køb ikke“ på israelske varer „minder om den frygteligste fase i tysk historie.“ Jewish Virtual Librarys engelske gengivelse af samme forslag siger, at de mærkater „uvægerligt vækker mindet om det nazistiske … parole ‘Kauf nicht bei Juden!’ (Køb ikke hos jøder).“ Bundestag besluttede ikke at finansiere organisationer, der drager Israels ret til at eksistere i tvivl, eller som aktivt støtter BDS, og bad andre offentlige organer følge trop.

BDS og nogle tyske kritikere svarede, at resolutionen køler politisk ytring. CAMERA citerer Det Palæstinensiske BDS-nationale udvalg, som afviser „antijødisk racisme“ og insisterer på, at det retter sig mod et regime, ikke et folk. Jürgen Trittin, en grøn lovgiver som modsatte sig forslaget, hævdede, at der var „et klima af intimidering over for kritikere af Israels besættelsespolitik“, og at det at ligestille BDS med antisemitisme ville bagvaske ikkevoldelige kampagnefolk. Læsere kan holde begge tanker: boykotter af stater er et kendt redskab, og en boykot, hvis skrevne kriterier brændemærker israelske kor og orkestre som medskyldige, og hvis campuspraksis behandler jødisk studieliv som medskyld, handler ikke længere kun om kabinetter og grænser.

Den samme skelnen gælder de hårdeste anklager om Gazakrigen, herunder anklagen om folkedrab. Beviser, ret og militær praksis kan diskuteres, sådan som filmen forsøger at gøre det med navngivne officerer frem for et kor. Det, der ikke kan smugles ind som „kritik“, er det ældre træk: jøder som jøder skal stå til regnskab for en stat, miste kulturel anseelse eller bevise en uskyld, som ingen anden diaspora skal bevise. IHRA afslutter ikke den strid. Den sætter navn på den.

Relateret læsning: hvad BDS er, med stifternes egne ord.