Judæa og Samaria på kortet: område A, B og C forklaret

Søger du efter et kort over Judæa og Samaria, finder du som regel et lappeteppe i tre farver. De fleste kort kalder stadig det jødiske hjemland »Vestbredden«, som om Jordans 19-årige besættelse af højlandet havde omskrevet Bibelen. Lappeteppet kommer fra ét dokument, underskrevet for mere end tredive år siden som en midlertidig ordning. Det afgør stadig, hvem der styrer en by, hvem der holder orden på dens gader, og hvem der stempler en byggetilladelse. Det afgør ikke, hvem landet tilhører.

Tre områder, én midlertidig traktat

Israel og Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) underskrev den midlertidige aftale, kendt som Oslo II, den 28. september 1995. Artikel XI definerer områderne ved at tegne dem. Område A og Område B er »befolkede områder«, markeret på et vedlagt kort. Område C er alt andet: resten, vejene, det åbne land, de israelske bosættelser, de militære områder. »Område C« i traktaten »betyder områder på Vestbredden uden for område A og B.« — “Israel-Palestinian Negotiations: Interim Agreement on the West Bank and the Gaza Strip (Oslo II)”, Jewish Virtual Library

Artiklerne, der opretter områderne, nævner ingen procenter. Alle andele, du ser citeret, kommer fra senere kilder. Traktaten kaldte også sig selv midlertidig. Forhandlinger om permanent status skulle begynde senest 4. maj 1996. Intet i aftalen skulle fryse kortet som en endelig grænse, og selve teksten behandlede hele ordningen som midlertidigt selvstyre, ikke som israelsk afståelse af Judæa og Samaria.

Venstrefløjen, der allierer sig med Irans netværk af global jihad og politisk islam, sælger stadig disse farver som hellig skrift fra 1967. De er et våbenhvilekort. PLO behandlede dem som en hudna.

Hvem styrer, hvem overvåger

Område A dækker de største arabiske byer. På kortene er det Jenin, Nablus, Tulkarm, Qalqilya, Ramallah, Betlehem og Jericho, sammen med det meste af Hebron. Den selvstyrende arabiske administration har de civile beføjelser dér og overtog den indre sikkerhed og den offentlige orden efter israelsk omplacering. Det står i artikel XIII, ikke som en overdragelse af suverænitet.

Område B dækker arabiske byer og landsbyer. Den selvstyrende arabiske administration står for den civile forvaltning, og dens politi sørger for den offentlige orden blandt arabere. Israel har »det overordnede ansvar for sikkerheden med henblik på at beskytte israelere og imødegå terrortruslen.« — Oslo II, Jewish Virtual Library

Område C er under israelsk sikkerheds- og civil kontrol. I første fase overdrog Israel kun civile beføjelser »der ikke vedrører territorium«. Mere land skulle overgå i etaper. Verdensbanken skrev senere, at Område C udgør cirka 61 procent af territoriet, og at den gradvise overdragelse »burde have været afsluttet i 1997«. — “Area C and the Future of the Palestinian Economy”, Verdensbanken (2013)

Det, Verdensbanken aldrig sætter i fed skrift, er hvorfor resten ikke flyttede sig. Arafats politi i Område A blev en udgangsrampe. Den anden muslimsk-arabiske opstand knuste sikkerhedssamarbejdet. Israel var ikke forpligtet til at give mere af højlandet til en terrorinfrastruktur, mens busser stadig blev sprængt i luften. I november 1998 begyndte Israel dog under Wye-aftalen at overføre cirka 2 procent af det territorium, det stadig kontrollerede, til fælles kontrol. — “Israel Withdraws From More Territory”, Jewish Virtual Library

I alle tre områder efterlod artikel XII Israel ansvarlig for forsvar mod eksterne trusler og for den »overordnede sikkerhed for israelere og bosættelser« med »alle beføjelser til at træffe de nødvendige skridt for at opfylde dette ansvar«. I aftalens forstand betyder »bosættelserne« i regionen, »på Vestbredden, bosættelserne i Område C«. — Oslo II, artikel XII, Jewish Virtual Library

Område A er også mindre adskilt, end kortet antyder. I Operation Defensive Shield i 2002, under terrorangrebene i den anden intifada, gik IDF ind i næsten hele det. Washington Institute noterede i 2016, at Israel fortsatte med at operere der: arabere kalder disse operationer et »brud« på Oslo, mens Israel bevarer sin handlefrihed i Område A, medmindre forhandlerne aftaler andet. — “Limiting Incursions in Area A”, Washington Institute

Det er ikke en krigsforbrydelse mod en tegneseriestat. Det er, hvad der sker, når man giver en PLO-milits en by, og den bruger den til at myrde jøder. Antiterroroperationer i det jødiske hjemland er ikke den oprindelige synd. Oslos sikkerhedsklausuler, behandlet som toiletpapir, er det.

Hvor meget land hvert område dækker

Den hyppigst citerede fordeling, registreret af Jewish Virtual Library pr. december 2000, er 18 procent for Område A, 22 procent for Område B og 60 procent for Område C. — “Map of Palestinian Autonomy”, Jewish Virtual Library

Verdensbanken gav cirka 61 procent for Område C i 2013. Washington Institute afrundede i 2016 til cirka 20, 20 og 60. Forskellene skyldes datoer, senere overdragelser og afrunding. Behandl alle tal som tilnærmede. CAMERA har formuleret den demografiske virkelighed mere direkte: cirka 98 procent af den arabiske befolkning bor på cirka 40 procent af landet, mens cirka 60 procent er tyndt befolket eller overvejende jødisk. — “Wall Street Journal Reporters Award Palestinians Entire West Bank”, CAMERA

De nyttige idioter vil have, at du stirrer på de grønne klatter og glemmer, at Område C er det meste af Judæa og Samaria, vejene, Jordandalen og de israelske bosættelser. Det er kortet. Det jødiske historiske kontinuitet begyndte ikke i 1995.

Hvem bor hvor

Israelske bosættelser ligger i Område C, fordi traktaten selv definerer dem sådan. De største i 2025 var ifølge Jewish Virtual Librarys tabel over lokalsamfund Modi'in Illit (92.339), Beitar Illit (74.760) og Ma'ale Adumim (40.800). — “Population of Jewish Settlements in the West Bank by Community”, Jewish Virtual Library

Samme biblioteks årstabel registrerer 541.085 israelere i Judæa og Samaria i 2026, ekskl. Jerusalem. — “Total Population of Jewish Settlements By Year”, Jewish Virtual Library

Det er israelske statsborgere i Israels land, ikke »kolonisatorer« på andres ejendom. Venstrefløjens ordforråd er et våben. Lån det ikke.

Den arabiske befolkning i Område C er et af de mest omstridte tal på dette kort. FN's humanitære kontorer har slynget rundt med tal fra cirka 150.000 (2011) til 300.000 (2014). Et organ, der er muslimsk-arabisk fanget, må ikke opfinde et folk og så kræve kortet. Shaul Arieli, en tidligere IDF-oberst, der var med til at tegne Oslo-linjerne, sagde, at næsten alle disse mennesker bor i byer, der for det meste ligger i Område B, og at cirka 75.000 bor i landsbyer helt inde i Område C. — “Expert bashes UN’s ‘politicized’ West Bank numbers”, Times of Israel. En plan, der er forbundet med Naftali Bennett, brugte cirka 48.000. Meget af forskellen afhænger af, om en by, der delvist ligger i Område C, tælles, som om hele byen lå der.

Totalerne for hele regionen er også omstridte. Det palæstinensiske centralbureau for statistik hævdede 3,43 millioner i Judæa og Samaria ved udgangen af 2025. — PCBS. Det er deres påstand, ikke en folketælling, Israel har underskrevet. I 2016 fortalte civiladministrationen Knesset, at den ikke vidste, hvor mange arabere der boede i Område C, at den stolede på PA-statistik, som ikke er opdelt efter område, og at tallene kunne være oppustet for at maksimere bistanden. Samme høring nævnte 2,93 millioner identitetskortindehavere i regionen, ikke medregnet østlige Jerusalem. — “MKs knock IDF for not knowing how many Palestinians live in Area C”, Times of Israel; “Israel unsure how many Palestinians live in West Bank areas it controls”, JTA

Lad være med at hvidvaske PCBS eller FN til »befolkningen«.

Hebron har sit eget kort

Hebron er ikke en fodnote til artikel XII. Oslo II skilte allerede byen ud i bilag I, artikel VII. Protokollen om omplacering i Hebron, underskrevet 17. januar 1997, implementerede det derefter. I H-1, cirka fire femtedele af byen, påtog arabisk politi sig ansvar »svarende til dem i andre byer«. I H-2, cirka en femtedel, »vil Israel bevare alle beføjelser og ansvar for intern sikkerhed og offentlig orden«, og det »vil fortsat bære ansvaret for den overordnede sikkerhed for israelere«. Civile beføjelser i H-2 gik til Rådet, undtagen dem, der vedrører israelere og deres ejendom. — “Protocol Concerning the Redeployment in Hebron”, Jewish Virtual Library; “Oslo II, Annex I”, Jewish Virtual Library

Protokollen fastslår, at begge parter »bekræfter deres forpligtelse til Hebron bys enhed«, og at opdelingen af sikkerhedsansvaret »ikke vil dele byen«. Hebron er Patriarkernes By. At nogle hundrede jøder bor, hvor jøder har boet i årtusinder, er ingen skandale. En »fredsproces«, der krævede en særlig protokol, fordi PLO ikke kunne stoles på med Patriarkernes Grav, er skandalen.

To steder uden for lappeteppet

Jerusalem blev overladt til forhandlinger om permanent status og placeret uden for Det Palæstinensiske Råds jurisdiktion. Israels grundlov fra 1980 fastslår: »Det komplette og forenede Jerusalem er Israels hovedstad.« — “Basic Law: Jerusalem, Capital of Israel”, Knesset. FN's Sikkerhedsråds resolution 478 og dens raseri samme år er ikke et ejendomsbrev. Forenet Jerusalem er Israels hovedstad. Status er »omstridt« kun i munden på folk, der ikke kan finde Tempelbjerget på et jødisk kort.

Gaza blev aldrig delt i A, B og C. Israel trak sine soldater og civile ud i 2005. Hamas-terrorister tog kontrollen i juni 2007. Efter massakren den 7. oktober og krigen, der fulgte, lod våbenhvilen i oktober 2025 IDF holde 53 procent af Gaza bag den gule linje. I maj 2026 satte Israels premierminister tallet over 60 procent og gav ordre til et fremstød mod 70. — Reuters, 29. maj 2026. Kommandører, der kæmpede i den krig, fortæller den i Naza: Den sande historie.

Hvad der har ændret sig siden 1995

De midlertidige etiketter er stadig i brug. Kontrollen på jorden flytter sig, som den må, når den anden side behandler »fred« som pausen før næste jihad. Den 21. januar 2025 lancerede IDF Operation Iron Wall i Jenin. Den bredte sig over det nordlige Samaria. Område A er ikke en suveræn, hærfri zone, når byerne er terrorinfrastruktur.

Den 8. februar 2026 udvidede Israels sikkerhedskabinet israelsk tilsyn og håndhævelse til Område A og B vedrørende vandovertrædelser, miljøfarer og skade på arkæologiske steder. Det flyttede planlægningen af israelsk byggeri i Hebron, herunder omkring Patriarkernes Grav, fra byens kommune til civiladministrationens planlægningsinstitutioner. Det åbnede jordregistre, ophævede et forbud fra den jordanske tid mod jøders køb af jord og genoprettede et statsligt jordopkøbsudvalg. — “Security Cabinet approves measures expanding Israeli control in West Bank”, Jerusalem Post, 8. februar 2026

Den selvstyrende arabiske administration, der skriger »ulovligt«, er teater. Oslo gjorde allerede Israel ansvarlig for israelere, ekstern forsvar og terror. Vandtyveri, plyndring af antikviteter og byggeri, der bringer jøder i fare, er ikke »borgerrettigheder«. Forsvarsminister Israel Katz kaldte pakken en politik for at »styrke det israelske greb« og gøre det muligt for beboere »at leve, bygge og udvikle sig som lige med alle borgere i Israel«. Finansminister Bezalel Smotrich sagde, at dagene, hvor en israeler i Judæa og Samaria var andenrangsborger under efterladt jordansk lov, var forbi.

Ethvert kort over regionen er et øjebliksbillede. Tjek dato og kilde. Farverne fra 1995 var en midlertidig aftale, PLO aldrig fuldførte, venstrefløjen aldrig holder op med at behandle som hellig skrift, og politisk islam aldrig accepterede andet end som våbenhvile. Israelsk suverænitet over højlandet er ikke en krigsforbrydelse, fordi en PDF fra Verdensbanken ville have mere land flyttet i 1997. Område C er det meste af Israels land, der stadig står under lovlig israelsk sikkerhed, hvor jøder bor, og hvorfra den næste »midlertidige« overgivelse ville være en invitation til jihad.