Hvem der kom gennem hegnet efter Hamas den 7. oktober

Hegnet blev åbnet med vilje

Massakren den 7. oktober 2023 var ikke et spontant stormløb mod grænsen. Den var planlagt. Den begyndte tidligt om morgenen, på en sabbat, der faldt sammen med Simchat Tora, med en raketbyge og et angreb fra Hamas og allierede terrorgrupper, der brugte sprængstoffer, køretøjer, motorcykler, paraglidere og enkelte steder både til at bryde gennem Gaza-barrieren og nå frem til civile samfund, en musikfestival og militærposter. En IDF-undersøgelse af kibbutz Be’eri tidsfæstede terroristernes første bevægelse fra Gaza mod det samfund til mellem kl. 6.30 og 6.45. Ved dagens slutning var grænsen brudt 119 steder. Samlinger af den israelske og den britiske parlamentariske dokumentation opgør dagens tab til mindst 1.200 myrdede, over 4.000 sårede og 251 mennesker bortført til Gaza.

Så kommer det spørgsmål, som den offentlige debat oftest udvisker: Hvem kom gennem de huller efter de første terrorenheder? Israelsk dokumentation fra den 8. oktober 2023 beskrev terrorister, der væltede ind gennem huller åbnet med sprængstof og bulldozere og fortsatte med at komme ind, mens morgenen skred frem; de stormede landsbyer, myrdede indbyggere, satte ild til bygninger og stjal i flere tilfælde, hvad de kunne bære. Fotos og video fra den morgen viser mennesker på den israelske side af hegnet, efter at terroristerne allerede var inde. Billederne alene viser ikke, hvem der var en trænet terrorist, og hvem der ikke var. De viser, at bruddet blev brugt af langt flere mennesker end en lille kommandostyrke.

En senere israelsk sammenstilling beskriver tre bølger, der lagde sig oven i hinanden, ikke ét angreb: omkring 1.200 Hamas-kommandosoldater i den første halve time; derefter, mellem cirka kl. 7 og 9, omkring 2.000 terrorister mere, herunder medlemmer af andre grupper; og derefter en civil pøbel, som Hamas' militære chef ifølge den beretning ophidsede. Det beskriver, hvem der kom. Det er ikke en folketælling af hver person, der gik gennem et hul i hegnet.

Hvordan tallene blev bygget, og hvor de stopper

Tidlig israelsk og udenlandsk dækning talte om omkring 3.000 infiltratører, nogle gange beskrevet som terrorister og nogle civile. Derefter talte en IDF-undersøgelse, som opsummeret af Jewish Virtual Library, omkring 6.000 mennesker fra Gaza inde i Israel, næsten det dobbelte af det tidligere offentlige tal, gennem 119 brud i stedet for det mindre antal huller, der tidligere var nævnt. Af de 6.000 blev omkring 3.800 identificeret som Nukhba, Hamas' angrebstropper, sammen med andre medlemmer af Izz al-Din al-Qassam-brigaderne. Yderligere 2.200 blev beskrevet som arabere fra Gaza, »herunder både terrorister og plyndrere«. Fox News, der citerede en IDF-vurdering fra august 2024, brugte de samme tal, 6.000 og »mere end 3.800« Nukhba, og kaldte hele styrken »terrorister«. Anti-Defamation League skrev om cirka 6.000 »Hamas- og andre terrorister«. En oversigt fra en britisk All-Party Parliamentary Group, også bragt af Jewish Virtual Library, brugte samme opdeling: 3.800 Nukhba- og Qassam-terrorister, støttet af 2.200 personer fra andre terrorgrupper, herunder Palæstinensisk Islamisk Jihad, »og civile fra Gaza«.

Den sidste formulering er omdrejningspunktet, og den er let at læse forkert. Undersøgelsen, som den er offentliggjort i disse resuméer, udskilte ikke et antal ubevæbnede civile. Den grupperede andre terrorister sammen med personer, der blev klassificeret som plyndrere, eller med civile fra Gaza, der sluttede sig til angrebet. I oktober 2026 talte forsvarsminister Israel Katz, da han fremlagde tal fra den militære efterretningstjeneste, stadig om cirka 6.000 »terrorister, der invaderede Israel«, hvoraf omkring 4.000 på det tidspunkt var dræbt; tidligere IDF-vurderinger havde sat den invaderende styrke til omkring 5.600. Tallet 6.000 er en militær størrelsesorden, der har bevæget sig i pressen, ikke en folketælling linje for linje. Læs det sådan, og tre ting holder: Langt flere krydsede grænsen end i den første dags skøn, de fleste af de identificerede var Hamas' eliteenhed, og en stor rest blandede andre terrorister med folk, der kom for at stjæle.

Open source-video, som forskere senere offentliggjorde, og som Washington Free Beacon rapporterede om, når frem til samme konklusion ud fra andet materiale. Klip fra kibbutz Be’eri viser Hamas-terrorister, der tager kvinder og børn med våben rettet mod dem, og mindst én mand i civilt tøj, der binder en israelsk kvindes håndled; forskerne sagde, at hun blev myrdet efter optagelsen. Optagelserne giver ikke noget særskilt tal for civile plyndrere. De viser, at folk, der ikke bar Hamas-uniform, deltog i angrebet.

Hvad undersøgelserne af samfundene viser

IDF's undersøgelser af de enkelte samfund, fremlagt for de overlevende og derefter opsummeret på engelsk, er præcise om steder og mindre præcise om, hvem hver enkelt person var.

Kibbutz Nir Oz, tæt på grænsen, er blandt de mest barske tilfælde. CNN rapporterede med henvisning til Neri Shotan fra Kibbutzbevægelsens genopbygningsfond, at af 420 beboere blev 47 myrdet og 76 bortført, og at 93 huse blev ødelagt; kun seks slap for skader. En beboer, der gemte sig i et beskyttelsesrum, fortalte CNN, at han kl. 7.50 forstod, at der var »ingen styrker«. Jewish Virtual Library noterede, at kampen der varede omkring otte timer; en beboer, Lotus Lahav, fortalte New York Times, at omkring 350 til 400 mennesker var til stede, da angrebet begyndte, og at kun omkring 200 var tilbage, da det sluttede. Den britiske parlamentariske oversigt sagde, at Nir Oz oplevede flest bortførelser, 75 mennesker taget som gidsler foruden syv bortførte lig, og at samfundene i Gaza-randområdet blev angrebet af Hamas, andre terrorgrupper og civile fra Gaza, der ødelagde hjem, begik grusomheder, plyndrede systematisk og satte ild til ejendomme. Hærens sprog i tilsvarende undersøgelser talte om terrorister. Andre resuméer af de samme begivenheder brugte »palæstinensere« eller »civile fra Gaza«, bredere ord, der kan omfatte personer uden for enhver militær enhed. Forskellen betyder noget, og ingen navneliste har endnu lukket den.

Andre steder gentager mønsteret sig: et organiseret første angreb, derefter timer, hvor hegnet stod åbent. På basen Nahal Oz trængte omkring 65 Hamas Nukhba-terrorister ind lige efter kl. 7, ifølge et BICOM-resumé af IDF-undersøgelsen samlet af Jewish Virtual Library; en anden bølge ankom omkring kl. 9, og bortførelserne fra basen begyndte omkring kl. 10. I Kfar Azza noterede samme sammenstilling omkring 100 infiltratører, »både Hamas-terrorister og andre fra Gaza«, hvor de fleste beboere blev dræbt i den første time, derefter en anden bølge og anslået 250 til 300 terrorister, der frit kunne myrde og bortføre, før større hærstyrker ankom efter middag. I Be’eri fandt IDF-undersøgelsen, at cirka 340 terrorister trængte ind, heraf omkring 100 Nukhba, som begik massakrer, bortførelser, plyndring og andre forbrydelser; 101 civile blev dræbt og 30 gidsler fra kibbutzen blev taget, mens det civile beredskabshold holdt en linje i timevis, og hæren kæmpede for at danne sig et klart billede helt frem til eftermiddagen. Ved Erez-overgangen fandt en IDF-undersøgelse en første Nukhba-eliteenhed, derefter en større bølge af Hamas-, Islamisk Jihad- og uafhængige terrorister; efter at den første bølge havde lagt sig, ankom en anden bølge på omkring 100 terrorister omkring kl. 10.30 og plyndrede og brændte stedet i timevis. Ingen af disse rapporter skelner i de tilgængelige engelske versioner mellem Nukhba, andre fraktioner og civile ved hver dør. De viser alle det samme: Da barrieren var nede og hæren forsinket, lå israelske landsbyer åbne i timevis.

Bortførelse var planen. Tyveri fulgte med.

Gidseltagning var et krigsmål for terrorgrupperne, ikke en bivirkning af plyndring. Anti-Defamation League, Jewish Virtual Librarys sammenstilling om gidslerne og den britiske parlamentariske oversigt oplyser alle, at 251 mennesker blev ført ind i Gaza. De tal beskriver forbrydelsen. De siger ikke, hvor mange af bortførerne der var Hamas, hvor mange der tilhørte andre fraktioner, og hvor mange der var uorganiserede mænd, der greb et menneske, fordi hegnet stod åbent.

Israelsk dækning og nogle lokale embedsmænd siger, at folk uden for den første kommandobølge deltog i drab og i at flytte fanger. Jewish Virtual Library noterer, at Saleh al-Arouri, chef i Izz ad-Din al-Qassam, senere benægtede, at Hamas selv begik grusomhederne, og hævdede, at efter at Gaza-divisionen »faldt fra hinanden«, »gik folk fra Striben ind«, og folk blev dræbt. Gadi Yarkoni, borgmester i Eshkol-regionalrådet, fortalte Washington Free Beacon, at »den anden bølge af arabere, der kom ind i landet, var lige så grusomme som terroristerne i den første bølge«, og at »det var ikke kun Hamas, der kom for at slagte os«. Læs al-Arouri omhyggeligt. Hans ord indrømmer, at Hamas' egen ledelse så en efterfølgende tilstrømning. De er ikke en troværdig benægtelse af Hamas' centrale rolle: Nukhba-angrebet, kortene, filmoptagelserne og gidslerne, der blev ført til Gaza, er dokumenteret af IDF-undersøgelserne, af angribernes egne kameraer og af senere video fra Be’eri. Han forsøger at skubbe ligene over på en menneskemængde. Menneskemængden visker ikke kommandokæden ud. Den kom gennem et hul, Hamas lavede.

Hvad angår plyndring, er beviserne stærkere end for et tal over civile bortførelser og svagere end noget rundt tal. Hjem i Gaza-randområdet blev tømt. Israels centralbank oplyste, at kreditkort og bankkontooplysninger taget fra ofrene blev misbrugt. Undersøgelsen af Be’eri opregnede plyndring blandt de 340 angriberes forbrydelser. Den parlamentariske oversigt noterede systematisk plyndring i hele randområdet. Israelske undersøgelser af Nir Oz og andre kibbutzer beskriver huse, der blev beskadiget eller tømt i et omfang langt ud over, hvad en lille angrebsstyrke ville have brug for til en militær mission. Det, der ikke er bevist, og det siger vi klart, er nogen præcis andel af stjålne ejendele eller gidsler, der alene kan tilskrives civile. Nogle af mændene i civilt tøj var terrorister. Nogle af de ubevæbnede var tyve. Nogle gjorde begge dele. Kilderne har endnu ikke sorteret dem.

To falske historier, og dokumentationen imellem dem

Hamas planlagde og ledede en massakre på civile. Andre terrorgrupper fra Gaza sluttede sig til. Da hegnet først var åbent, gik eller kørte flere mennesker fra Gaza igennem: mænd, der dræbte og bortførte, og mænd, og ifølge nogle beretninger ubevæbnede personer, der stjal. Israelske militære skøn over det samlede antal, der krydsede grænsen, steg fra omkring 3.000 til omkring 6.000; de offentliggjorte opdelinger grupperer stadig andre terrorister sammen med plyndrere i stedet for at udskille civile. Undersøgelserne af samfundene viser timer med uforsvaret terræn, hvor enhver, der nåede et brud, kunne gå ind i et hus.

Det er nok til at afvise to falske historier. Den ene siger, at der kun var en håndfuld Hamas-specialister. Den anden siger, at »Gaza« som helhed, altså to millioner mennesker, stormede Israel. Ingen af dem holder over for dokumentationen. En terrorhær sprængte et hul i en grænse, og gennem det hul kom dens terrorister og en mindre, dårligt optalt masse af mennesker, der behandlede israelske hjem som bytte. Den første gruppe er navngivet i IDF-materiale. Den anden er virkelig, synlig på kamera og i de officielle tal stadig blandet sammen med andre terrorister i stedet for at blive talt for sig.

Så når nogen fortæller dig, at 7. oktober var et par bevæbnede mænd, eller at det var hele Gaza, så bed om deres optælling. Vis dem så denne.

Hør de officerer, der kæmpede i den krig, der fulgte, i filmen. Læs derefter morgenen, hvor hegnet svigtede den 7. oktober og hvad efterforskere dokumenterede om Hamas' grusomheder den 7. oktober.